Josephine Højbjerg: Sådan holder jeg jul

Tinka og Sjælens Spejl
Foto: Cosmo Film, TV 2

Vi kender hende som nissepigen Tinka, der gennem tre julekalendere på TV 2 har måttet kæmpe for at redde julen for både mennesker og nisser.

Men også når hun ikke har nissehue på, elsker 19-årige Josephine Chavarria Højbjerg julen. Det er hendes yndlingstid på året, fortæller hun her i et interview med Juleweb.dk

– Jeg er meget et familie-menneske, og jeg føler, at julen har ret meget med familie at gøre. Så jeg elsker jul, det har jeg altid gjort. Jeg elsker julemad, jeg elsker juleslik og jeg elsker julekalender. Jeg føler, at julen virkelig er den aller hyggeligste måned. Hygge er jo bare dejligt, lige meget hvem man er, så julen er favorit-tidspunktet på året for mig.

Hvad kan få dig i julestemning?

– Julefilm og Julemusik. Jeg laver også altid julekonfekt med min mormor, som bare er så hyggeligt. Det er noget, vi gør til jul og kun til jul. Så jeg føler, at så ved man ligesom, at nu er det der på året, man er, når man begynder at lave sådan nogle ting.

Hvordan skal du holde jul i år?

– I år skal jeg holde jul med min tætte familie. Det er ikke fordi, at vi er sådan en kæmpestor familie normalt, men vi er nogle, der er ret tætte. Det bliver ikke sådan en stor juleaften. Det bliver mere sådan stille og roligt – hyggeligt. Så gør vi, som vi plejer. Jeg tror, at vi er en ret normal dansk familie, når det kommer til jul. Alt den klassiske julemad, som bare er lækkert, og sådan meget stille og roligt.

VIDEO: Se hele interviewet med Josephine Chavarria Højbjerg

Søg