Esben Dalgaard og Mia Lyhne spiller parret Erik og Rigmor Lindestrup, der bor på herregården Lindestrupgaard i DR’s julekalender ‘Julehjertets Hemmelighed’.
Julekalenderen foregår omkring år 1850, hvilket er det samme tidspunkt, som julekalender-klassikeren ‘Jul i Gammelby’ også foregik på.
Både Esben Dalgaard og Mia Lyhne er vokset op med ‘Jul i Gammelby’ i fjernsynet, og begge fremhæver netop dén som deres absolutte yndlings-julekalender.
– ’Jul i Gammelby’ er dén julekalender, jeg husker stærkest fra min barndom, og som rummer en julestemning for mig. Dén romantik, det rolige fortælletempo, den simple historie, det er nogle af de klassiske juleværdier for mig, fortæller Esben Dalgaard til Juleweb.dk
– Jeg tror, at det var det der med gamle dage. Det var jeg virkelig opslugt af. Jeg er nok en gammel sjæl. Jeg har altid været fascineret af, også som barn, det der med at gå tilbage i tiden. Jeg elskede faktisk at komme ud på ‘Frilandsmuseet’ som barn, og jeg kan huske, at jeg gerne ville prøve at sove derude i de der senge med halm for at prøve at leve, som man gjorde dengang, fortæller Mia Lyhne.
En menneske-verden og en nisse-verden
I ‘Julehjertets Hemmelighed’ er der både en almindelig menneske-verden og en fantasy-verden med nisser og magi. Det var der også i ‘Jul i Gammelby’, og det fascinerede Esben Dalgaard som barn:
– Jeg elsker den der romantiske ide, vi har helt tilbage fra ‘Narnia’-serien, hvor man har et menneske-univers, så går du igennem et skab, og så lige pludselig åbner der sig en helt anden virkelighed. Nisseverdenen ligger lige bag gulvpanelet eller lige gennem en portal. Altså, det der dobbelt-univers elsker jeg, siger han:
– Det er fantasifuldt, og det giver mig mulighed for, at jeg hele tiden kan tænke: Lige rundt om dét hjørne dér, hvad er der for et eventyr? Lige nu ved jeg ikke hvad der sker, hvis jeg går rundt om dét hjørne dér, eller hvis jeg åbner dén dør derovre. Kunne der potentielt være et ‘Narnia’? Kunne der potentielt være et nisseunivers? Eller et eventyr, som jeg på en eller anden måde kan tage del i.
Glæder sig til at se børnenes reaktion
Begge skuespillere håber, at ‘Julehjertets Hemmelighed’ kan komme til at gøre lige så stort et indtryk på børn i dag, som ‘Jul i Gammelby’ gjorde på dem, da de var børn.
– Jeg synes, der er en anden ro, når man går tilbage i tiden. Vi har jo en moderne tid, hvor vi tæsker afsted med computere, iPads og jeg skal komme efter dig. Her går vi tilbage til en tid med hestevogne, kærrer og en lille smule mere ro på. Det afspejler sig i tiden, og det afspejler sig på en eller anden måde også i julekalenderen, og det glæder jeg mig rigtig meget til at se hvordan børnene tager imod.