Forfatterne bag Tinka og Sjælens Spejl: Sådan var det at videreføre arven

Tinka og Sjælens Spejl Morten Dragsted og Emil Millang
Foto: Sille Sterll, Cosmo Film, TV 2

‘Tinka og Sjælens Spejl’ er det tredje kapitel i fortællingen om nissepigen Tinka, men forfatterne bag den nye julekalender er ikke de samme, som skrev de to første julekalendere i serien.

Morten Dragsted og Emil Millang sagde straks ‘ja’, da TV 2 og produktionsselskabet Cosmo Film spurgte, om de havde mod på at videreføre historien om pigen, der er halvt nisse og halvt menneske, selvom det var en stor arv at løfte.

– For Morten og mig har det været en gave at videreføre et så etableret univers. Vi har kunnet gå ind og tage det aller bedste fra de gamle julekalendere, og putte det ind i det nye – og resten skaber vi selv, fortæller Emil Millang til Juleweb.dk

– Så har man muligheden for at sætte sig ned sammen med skuespillere og se meget grundigt på de to første sæsoner. Man kan ‘pin pointe’ og sige: Lige dér, der er Birthe Neumann skide sjov, når hun står med en datingapp eller et eller andet. Det kan vi godt dyrke noget mere, fortæller Morten Dragsted:

– Hvis du laver noget helt fra bunden, så bruger du enormt meget tid på at finde ud af: Hvad er tonen? Hvordan ser det ud? Når man har de her sæsoner, der allerede ligger, så bliver det enormt nemt at snakke om, fordi vi ved præcis, hvordan det skal være.

Mens det er første gang, at Emil Millang skriver manuskript til en julekalender, så har Morten Dragsted tidligere både været med til at skrive ‘Den Anden Verden’ og ‘Mikkel og Guldkortet’, og han var også manuskriptkonsulent på den første Tinka-julekalender.

Tinka og Sjælens Spejl
Foto: Cosmo Film, TV 2

Tinka får mere modne udfordringer

Selvom Tinka-universet helst skulle føles genkendeligt, var det også vigtigt for de to forfattere ikke at fortælle den samme historie igen, som allerede var blevet fortalt én gang.

– Du har noget, du ved fungerer, så du skal ikke lave det så anderledes, at folk tænker: ’Hov, det er ikke Tinka det der’. Samtidig er det ikke sjovt at lave den samme sæson en gang til, siger Morten Dragsted.

– Vi har nødt til at lave det, folk kender, men noget nyt, og den grundlæggende ting med Tinka i den her sæson er, at vi har haft med en Tinka at gøre, der på grund af sin alder kunne være en smule mere moden. Det vil sige, at de problematikker, som Tinka møder, er en lille smule mere modne, siger Emil Millang.

I den nye julekalender begynder Tinka blandt andet at få følelser for det modsatte køn, og hun mærker jalousien vokse, hvis følelserne ikke er gengældt. Derudover skal hun deale med det store forventningspres der er til hende som førstenissen i Nissernes Rige.

Tinka og Sjælens Spejl
Foto: Cosmo Film, TV 2

TV 2 og Cosmo Film havde en ide om, at det kunne være sjovt hvis skuespilleren bag Tinka, Josephine Chavarria Højbjerg, skulle spille flere forskellige roller i julekalenderen.

Morten Dragsted og Emil Millang fandt derfor på, at Tinka i begyndelsen af julekalenderen skulle finde ud af, at hun har en tvillingesøster i menneskenes verden. En tvillingesøster, der skulle være meget anderledes end Tinka.

Mens Tinka er ordentlig, pligtopfyldende og kompromissøgende, så er Flora mere individuel, egoistisk, og en der bare følger sine drømme uden at bekymre sig.

Tinka og Sjaelens Spejl
Foto: Per Arnesen, TV 2

Astrid er ikke længere en lille pige

Det var dog ikke kun Tinka, der skulle have en mere moden historie i den nye julekalender. Det skulle mange af de andre karakterer også.

– Alle karakterer er jo nødt til at have en historie i den her sæson, og for ikke at lave en copy-paste, har vi været nødt til at tænke nye historier for alle karaktererne. Hvor er de henne i livet? Lasse er gået fra at gå i folkeskolen i første sæson, til efterskolen i anden sæson og nu går han i gymnasiet, siger Emil Millang.

– Med Astrid, der havde vi den udfordring, at hun er jo simpelthen bare blevet ældre, og hvis vi skulle lave hende som den lillebitte pige, der bare helt naivt gik rundt og flettede julehjerter, så ville det hurtigt blive lidt kikset med en pige, der var for gammel. Så fik vi så den ide, at lade hende stå på kanten af det her hyggelige juleunivers og så noget lidt ældre, hvor hun gerne vil være sej med de seje i skolen, siger Morten Dragsted.

Tinka og Sjælens Spejl
Foto: Per Arnesen, TV 2

Sidste julekalender med Tinka

Tinka har været den største julekalendersucces for TV 2 siden Pyrus-julekalender i 90’erne, men meget tyder på, at denne julekalender med Tinka bliver den sidste i serien.

Morten Dragsted og Emil Millang fortæller, at de har forsøgt at lave en afslutning på historien uden løse ender, så seerne ikke skal sidde og forvente en sæson fire.

Forfatterne lover dog, at historien om Tinka kommer til at slutte med et ordentligt brag. Hvordan må vi vente til den 24. december med at se.

Søg