Hadi Ka-koush: Min første rolle i en julekalender var i 2007

Tinka og Sjælens Spejl
Foto: Per Arnesen, TV 2

Hadi Ka-koush har spillet rådgiveren Skir i alle tre julekalendere om Tinka. Først var Skir rådgiver for kongen i Nissernes Rige, nu er han rådgiver for Samlingen.

Rollen som Skir er dog ikke første gang, at han er med i en julekalender.

Allerede i 2007, da han næsten lige var begyndt på teaterskolen, blev han castet til at spille en af hovedrollerne i DR 2’s satire-julekalender ‘Yallahrup Færgeby’.

– Jeg tror, at jeg havde gået på teaterskolen i et par måneder måske, så blev der ringet ud og spurgt, om jeg ville lave en stemmeprøve på den karakter, der hed Hassan. Jeg laver stemmeprøven og bliver castet, mens jeg står i studiet. Jeg tror, at jeg når at sige to-tre replikker, før de siger: ‘Det er dig!’, fortæller Hadi Ka-koush til Juleweb.dk:

– Det var meget lærerigt for mig og en god introduktion til det, der hedder dubbing, altså at lægge stemmer til tegnefilm. Så kan jeg huske, at der var en masse ramaskrig omkring det, og jeg var grøn, så jeg tænkte: ‘Hvad er I sure over? Hvad er det galt?’. Men en god oplevelse, og noget jeg er stolt af at jeg har lavet.

Yallahrup Faergeby
Foto: Sune Gamst, DR

Har lavet en VM-julesang

Udover at spille Skir i TV 2’s julekalender, er Hadi Ka-koush også vært for ‘Natholdet’. Her har han lavet en VM-julesang sammen Christopher, hvor Josephine Højbjerg og Albert Harson i øvrigt er med i musikvideoen.

– Vi sad og udviklede på, hvordan den sæson med ‘Natholdet’ skulle være med mig. Jeg siger med det samme, at jeg synes vi skal have noget musik med. Det produktionsselskab, der laver ‘Natholdet’, har lavet ‘Fugt i Fundamentet’ og ‘Polen Smelter’, så det er ligesom kendt for at være gode til at lave sjove sange, fortæller Hadi Ka-koush:

– Så snakker vi lidt om, hvad der kunne være sjovt. Vi havde 10-20 gode ideer til sange liggende, men så snakker vi om: ‘Skal vi ikke lave en julesang? Hey, det er VM’, og så satte vi det sammen. Så siger Ricco (Ricco Wichmann, kreativ direktør i selskabet bag ‘Natholdet’): ‘Det er sådan her vi ved, at comedy-guderne smiler ned til os’, og så skriver han bare ‘Kasper hJULMAND’.

Julen handler om børn

Selv når han ikke spiller nisse i en julekalender eller laver en satirisk julesang, kan Hadi Ka-koush godt lide julen.

– Jul er hyggeligt. Det er en dejlig årstid. Der er lidt koldt, men det er dejligt, det er hyggeligt og man får set familien og leget med sine børn eller nevøer og niecer. Generelt handler jul for mig om børn. Det er ligesom dem, der skal hygge sig.

Hvad kan få dig i julestemning?

– Duft, julepynten og pebernødder. Der er et eller andet med mig, og når jeg spiser den første pebernød. Så kan jeg mærke: ‘That time of year’.

Har du en favorit-julekalender?

– ‘The Julekalender’. Den var bare sjov. Det var fedt lavet. Jeg kender ikke hele historien om, hvordan de har lavet det ‘De Nattergale’, men de har bare skabt noget, som stadig bliver citeret i dag. Det er ikonisk, og det er fedt, at der bliver lavet julekalendere til voksne også.

– Jeg kan huske, at da jeg så den, der var jeg så lille, at jeg synes den der nåsåer var farlig. Altså, jeg blev bange, så der var lidt uhygge omkring det. Det var meget fedt. Jeg tror, jeg har været omkring 12-13 år, da jeg så det. Måske 11, jeg kan ikke huske det.

VIDEO: Se hele interviewet med Hadi Ka-koush

Søg