Albert Harson skal holde juleaften med sin kæreste for første gang

Tinka og Sjælens Spejl
Foto: Cosmo Film, TV 2

20-årige Albert Rosin Harson er tilbage i rollen som Lasse i årets julekalender på TV 2, ’Tinka og Sjælens Spejl’.

I de tre år der er gået, siden vi sidst så ham i den rolle, er der sket mange ting i den unge skuespillers liv.

I 2020 fik han en andenplads i ’Vild med dans’ med danseren Jenna Bagge, som han nu er kærester med, og i år skal de to for første gang holde juleaften sammen. Det fortæller han i et interview med Juleweb.dk:

– I år skal jeg fejre jul sammen med min familie og min kæreste. Vi mødes alle sammen og fejrer jul sammen. Hygger med mad og sådan – en meget traditionel jul kunne jeg forestille mig. Danse om juletræet, synge sange og spise risalamande med mandelgave.

Foto: Henrik Ohsten, TV 2
Foto: Henrik Ohsten, TV 2

Din kæreste er jo danser. Hvordan skal I danse rundt om juletræet?

– Ja, nu siger man jo danse rundt om juletræet. Det, som vi plejer at gøre i min familie, det er at vi bare tager hinanden i hånden og går rundt om træet. Det kan godt være, at min kæreste vælger lige at fyre nogle ’samba-moves’ af rundt om juletræet eller et eller andet. Det ved jeg ikke. Det bliver spændende at se.

Hvad synes du om jul?

– Jeg elsker jul. Jeg er glad for jul. Jeg synes, det er en dejlig tid med god stemning og sådan. Jeg forbinder meget jul med hygge og fællesskab, så jeg kan godt lide jul.

Hvad kan få dig i julestemning?

– Jeg har nogle musiknumre, som jeg skal høre, før det er rigtig jul. Der er ’All I Want For Christmas’, ’Rockin’ Around The Christmas Tree’ og så er der hele runden af alle de gamle julekalendersange, der har været i Danmark. ’Jesus og Josefine’, ’Jul i Valhal’ og hvad der ellers har været af forskellige ting.

Tinka og Sjælens Spejl
Foto: Per Arnesen, TV 2

Har du en favorit-julekalender?

Jeg tror, at jeg har to favorit-julekalendere – ’Pagten’ og ’Absalons Hemmelighed’. ’Pagten’ kan jeg vildt godt lide, fordi den har noget mørkt og dystert over sig – især i forhold til, at det var en julekalender. Den var på én eller anden måde meget fangende.

– Det samme synes jeg, at ’Absalons Hemmelighed’ var. Det var en vildt god og fangende fortælling. Jeg var med hele vejen. Det er nok mine to yndlings.

VIDEO: Se hele interviewet med Albert Rosin Harson

Søg