Tyvstart: Den første vinder af en million på skrabe-julekalenderen er allerede fundet

Danske Spil Julekalender Quick 2022
Pressefoto: Danske Spil

Selvom der stadig er tre uger til juleaften, så er den første vinder af en million kroner i Danske Spils skrabe-julekalender allerede fundet.

En kvinde fra Nordsjælland valgte nemlig at skrabe sin julekalender med det samme, da hun købte den, og bag de 24 felter fandt hun ti juletræer, som udløser hovedgevinsten.

– Min mand og jeg har i mange år købt tre kalendere. Èn til ham og to til mig, og den ene måtte jeg skrabe med det samme. Nu er min mand desværre død, så i år købte jeg kun to. Den anden skal jeg skrabe en dag ad gangen i december, men jeg er stadig så barnlig, at jeg skraber den første med det samme, fortæller kvinden i en pressemeddelelse fra Danske Spil:

– Jeg var fuldstændigt målløs. ‘Nej, der er noget galt!’ Jeg talte op og modregnede og frem og tilbage. Så ringede jeg til min søn og sagde: ’Der er noget, du skal hjælpe mig med!’ Han troede sikkert, at det var noget med computeren. Han fattede ikke mistanke, men så sagde han: ’Nej, mor! Hold da op! Du har vundet en million.’ Og jeg svarede: ’Ja, det var jo det, jeg ikke kunne finde ud af’.

Vil glæde andre

Kvinden har besluttet, at hun ikke vil beholde alle pengene selv. Nogen af dem skal bruges på at gøre andre mennesker glade.

– Jeg vil ikke foretage mig noget anderledes. Men jeg giver nok mine børn ekstra store adventsgaver, og så er det dejligt at kunne glæde andre. Jeg støtter bestemte organisationer, og det skal være mig en glæde at kunne sende mange flere penge afsted, end jeg plejer. Jeg vil støtte ‘Dansk Blindesamfund’, og så vil jeg også give nogle anonyme pengegaver, så der er råd til flere hjælpepakker til fattige familier i sognet, fortæller hun.

Der kan gøres mange gode gerninger for en million kroner. Men det er alligevel ikke helt nok til at opfylde kvindens helt store drøm:

– Vi har også spillet Lotto, og jeg har altid sagt, at hvis vi vandt over syv millioner, så ville jeg oprette et bosted for unge anbragte over 18 år. Det har været min store livsdrøm, men det koster altså mere end en million, siger kvinden.

Den anden julekalender bliver ikke skrabet før tid

Kvinden fra Nordsjælland er langt fra den eneste dansker, der ikke kan vente til juleaften med at finde ud af om der er gevinst på skrabe-julekalenderen.

Inden den 1. december var der allerede indløst 36.000 gevinster på årets skrabekalendere.

Ifølge Danske Spil er det dog stadig lidt over 800.000 gevinster, der endnu ikke har fundet en vinder. Der er hvert år fem kalendere, der indeholder en million kroner.

Skrabejulekalenderen fra Danske Spil har været udgivet hvert år siden 1994.

Søg