TV 2 aflyser genudsendelse af Alletiders Julemand på grund af stødende indhold

Foto: Søren Hartvig, TV 2

Selvom der kun er en uge til den 1. december, har TV 2 besluttet at lave en stor ændring i årets udbud af julekalendere.

Oprindeligt var det planen, at den tredje julekalender i serien om Pyrus, ‘Alletiders Julemand’, skulle have været genudsendt om eftermiddagen på TV 2, men det bliver nu ændret, så det i stedet er den fjerde julekalender i serien, ‘Pyrus i Alletiders Eventyr’, der bliver sendt.

Årsagen er, at der i ‘Alletiders Julemand’ er skildringer af mennesker og kulturer, der i 2022 kan virke stødende.

Det forklarer Mette Nelund, der er konstitueret fiktionschef hos TV 2, til Juleweb.dk:

– ‘Alletiders Julemand’ har vi netop genset med et fornyet blik. I vores gennemsyn mener vi, at ‘Alletiders Julemand’ indeholder elementer, som har en forældet skildring af både mennesker og kulturer, og som kan misforstås for især børn, som ikke kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst. Beslutningen er truffet på baggrund af en længerevarende periode med grundige overvejelser og drøftelser.

– Derfor har vi valgt ikke at vise ‘Alletiders Julemand’ på fladen og PLAY, da vi mindst af alt ønsker, at der skal sidde nogle børn der kan misforstå indholdet og føle sig ekskluderet, når de ser julekalenderen.

– Det er vigtigt for os at sige, at vi igen i år har en masse dejlig jule-underholdning på TV 2 og TV 2 PLAY. Man kan stadig finde Pyrus 1, 2 og 4 på PLAY i løbet af julen. Derfor håber vi ikke, at det vil skabe et for stort et savn, at vi nu tager Pyrus 3 af fladen hos TV 2.

Klager over stødende indhold

‘Alletiders Julemand’ er tidligere blevet kritiseret for at have indhold, der kan virke stødende.

Under genudsendelsen af julekalenderen i 2014 skrev seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike, et indlæg på sin hjemmeside om julekalenderen, da han havde modtaget klager fra flere seere over scener, der blev beskyldt for at være racistiske.

En seer havde klaget over, at der i Pyrus’ sang om slik er børn, der er malet sorte i ansigtet, fordi de er klædt ud som flødeboller.

– I det første afsnit blev der vist en gruppe dansere med “blackface”. Hvorfor synes TV 2, det er acceptabelt at inkludere en racistisk karikatur af sorte mennesker i deres udsendelser?, skrev seeren i sin klage.

En anden seer havde klaget over, at der i afsnittet den 8. december om ‘Den Store Bastian’ blev brugt ordet “neger”.

Tre drenge bliver i afsnittet dyppet i blæk af ‘Den Store Bastian’, fordi de har drillet en person med farvet hud, og til sidst falder Pyrus også i spanden med blæk.

– Jeg så afsnittet sammen med min søn, som er halvt dansk og halvt afrikansk, og jeg må sige, at det er sidste gang, vi gør det. Jeg savner måske humor, men jeg synes, det er politisk upassende, skrev seeren i sin klage.

Lars Bennike endte dog i 2014 med at konkludere, at julekalenderen efter hans vurdering ikke var racistisk.

– Der er ingen hverken direkte eller underforstået diskriminerende hensigt hverken med de dansende flødeboller eller episoden fra ’Den Store Bastian’, skrev han.

Læs hele Lars Bennikes indlæg fra 2014

Omdiskuteret figur fra Holland

De ovenstående eksempler er dog ikke det eneste i ‘Alletiders Julemand’, der kan være problematisk at vise på tv i 2022.

Karakteren ‘Zvarte Piet’, der i Holland er Sankt Nicolaus’ hjælper, når der bliver uddelt gaver den 5. december, er også med i et afsnit af julekalenderen.

‘Zvarte Piet’ har i de seneste ti år været en omdiskuteret karakter i Holland, fordi han af nogen bliver opfattet som en karikatur på en sort slave fra kolonitiden.

I julekalenderen er han dog bare en drillepind ligesom Pyrus, der laver rav i den.

Søg