Flere dropper julelys på grund af høje energipriser

Hotel d'Angleterre Julefacade 2019
Pressefoto: Hotel d'Angleterre

De høje energipriser har fået flere virksomheder og handelsstandsforeninger til at droppe deres julelys i år.

Blandt andet har det berømte Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv i København besluttet, at det ikke vil have en facade med julelys i år, som det plejer. Det har ellers været en tradition siden 1995.

– Det er selvfølgelig en beslutning, der har gjort ondt at tage, men det er den rigtige beslutning i den situation, vi er i, siger Signe Thorup, der er pr-manager hos d’Angleterre, til Ritzau:

– Der er kun det ene formål med d’Angleterres julefacade, at den skal skabe glæde og hygge på Kongens Nytorv. Hele pointen fortaber sig fuldstændig, hvis den bliver en belastning for samfundet.

Salling Stormagasin Julefacade
Pressefoto: Salling Group

Salling Stormagasin slukker også

Også Salling Stormagasin har besluttet ikke at tænde julelysene ved deres butikker i Aarhus og Aalborg i år. Julelysene ved Salling Stormagasin har ellers i mange år været et elsket jule-vartegn i de to byer.

– Vi synes, at det er det eneste rigtige, når alle husstande og virksomheder skal spare på strømmen. Og samtidig har det en pris, selvom det er LED-lys. I sidste ende vil det være vores kunder, der betaler for omkostningerne, så vi syntes, at det her er det eneste rigtige at gøre, siger Birthe Wiberg, der er marketingsdirektør i Salling Aarhus og Aalborg, til TV 2 ØSTJYLLAND.

Søg