Julehjertets Hemmelighed fortsætter som påskeserie

DR Julekalender 2022 Landsby
Landsbyen i DR's julekalender 2022 / Grafik: Shortcut

Selvom årets julekalender på DR 1, ‘Julehjertets Hemmelighed’, endnu ikke er lavet færdig, så er det allerede besluttet, at historien ikke kommer til at slutte den 24. december.

Julekalenderen skal efterfølges af en tv-serie i samme univers, der vil blive vist på tv i påsken 2023.

DR har store planer om at gøre det til en tradition, at der skal vises en tv-serie for hele familien hvert år i påskeugen – ligesom vi kender det med julekalenderen i december.

Dog kommer ‘påskekalenderen’ ikke til at handle om påske eller foregå ved påsketid, som det er tilfældet med julekalenderen.

I år vil DR vise tv-serien ‘Det Forsvundne Ravkammer’ i påskedagene med blandt andre Bertil Smith og Safina Coster-Waldau på rollelisten, og til næste år vil påskeserien være en fortsættelse af ‘Julehjertets Hemmelighed’.

Et julehjerte med mørke hemmeligheder

‘Julehjertets Hemmelighed’ foregår i år 1850 i en lille landsby.

Menneskepigen Karen og nissen Rumle er bedste venner, men da Karen fylder 13 år og dermed er blevet voksen, mister hun evnen til at kunne se Rumle.

På trods af advarsler bliver Karen og Rumle fristet til at skabe et magisk julehjerte, så de kan blive ved med at se hinanden, men pludselig begynder en række ulykker at ramme den herregård, hvor Karen arbejder som tjenestepige.

December bliver en stor prøvelse for Karen, hvor hun både skal redde Rumle fra den onde Lars Ravn og forsøge at gøre julehjertet om, så ulykkerne på herregården stopper.

Men Karen skal også indse, at det er hende som bliver nødt til at give slip på Rumle, før alt kan blive godt igen.

Kendte skuespillere

Hovedrollen som Karen bliver spillet af 14-årige Karla Larsen Moltsen.

Derudover medvirker blandt andre også Esben Dalgaard, Mia Lyhne, Ditte Ylva Olsen, Lise Baastrup, Vigga Bro, Anders Brink Madsen og Roberta Reichhardt i julekalenderen.

Julekalenderen bliver lavet af Mastiff i samarbejde med FilmFyn.

Den er skrevet af Poul Berg og Jesper N. Christensen. Førstnævnte var også hovedforfatter på ‘Tidsrejsen’.

Olsen-Bandens Første Kup
Foto: Søren Hartvig, TV 2

Olsen-Banden fortsatte også som påskeserie

Det er ikke første gang, at en julekalender bliver efterfulgt af en tv-serie i påskeugen. I år 2000 blev TV 2’s julekalender ‘Olsen-Bandens Første Kup’ efterfulgt af en tv-serie i syv afsnit, som blev vist i påskedagene.

Selvom serien blev sendt ved påsketid, så foregik den i perioden mellem jul og nytår – lige efter at handlingen i julekalenderen var afsluttet.

Søg