Julehjertets Hemmelighed: DR’s julekalender 2022

DR Julekalender 2022 Landsby
Landsbyen i DR's julekalender 2022 / Grafik: Shortcut

DR er i fuld gang med at optage næste års julekalender, der bliver en historisk fortælling om julen på landet i år 1850, og nu er der nyheder om projektet.

‘Julehjertets Hemmelighed’ er arbejdstitlen på julekalenderen, der handler om den unge tjenestepige Karen og hendes gode ven nissen Rumle.

Julekalenderen bliver lavet af Mastiff i samarbejde med FilmFyn.

Den er skrevet af Poul Berg og Jesper N. Christensen. Førstnævnte var også hovedforfatter på ‘Tidsrejsen’.

Et julehjerte med mørke hemmeligheder

Året er 1850 og den snart 13-årige Karen skal begynde som stuepige på den nærliggende herregård. Men at blive 13 betyder også, at hun ikke længere kan se sin bedste ven nissen Rumle.

Derfor bliver Rumle og Karen fristet til sammen at skabe et magisk julehjerte, så de for altid vil være venner alligevel. Men pludselig begynder alverdens mystiske ting og ulykker at ske på herregården.

December bliver et magisk eventyr og en stor prøvelse for Karen, hvor hun både skal redde Rumle fra den onde Lars Ravn og forsøge at gøre julehjertet om, så herregården igen kan blive som før.

Men Karen skal også indse, at det er hende som bliver nødt til at give slip på Rumle, før alt kan blive godt igen.

Fyn vil være jule-ø

Det er sjette gang, at FilmFyn er med til at lave en julekalender. Selskabet var også en del af ‘Juleønsket’, ‘Den Anden Verden’ og de tre Tinka-julekalendere.

Den tredje fortælling om Tinka har også premiere i 2022, hvor den er årets julekalender på TV 2, og derfor kommer Fyn for alvor til at være eksponeret på danskernes tv-skærme i december.

En række kulturinstitutioner på Fyn er gået sammen om at lave en stor julekalenderudstilling, hvor man vil kunne se rekvisitter, kostumer og kulisser fra de mange fynske julekalendere.

Projektet hedder ‘Juleøen Fyn’ og er i øjeblikket ved at blive udviklet yderligere.

Søg