Martin Greis-Rosenthal: Panda-Søren minder om min far

Kometernes Jul Martin Greis-Rosenthal
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Martin Greis-Rosenthal spiller den distræte fysik-lærer Panda-Søren i TV 2’s julekalender ‘Kometernes Jul’.

Panda-Søren har fået sit kælenavn, fordi han altid går rundt i en striksweater med motiv af en panda, og da Martin Greis-Rosenthal første gang tog sweateren på, følte han pludselig, at han var kommet til at ligne sin far på en prik.

– Jeg fandt et billede af min far, som er uddannet lærer fra Tønder Seminarium og til den første kostume- og sminkeprøve, der så jeg lige pludselig mig selv i spejlet og tænkte: ‘Hvem er ham der? Ham har jeg jo set før!’. Så slog det mig, efter jeg har brugt alle min teenageår på at komme ud af mine forældres skygge, at jeg som 40-årig var blevet til min far, fortæller Martin Greis-Rosenthal til Juleweb.dk

Martin Greis-Rosenthal viser et billede af sin far, der var lærer ligesom Panda-Søren

Hvordan er dit eget forhold til fysik?

– Jeg er ikke selv så nørdet som Panda-Søren, men jeg elsker fysik, og jeg elsker den kompleksitet, vores verden er bygget op omkring. Det er vanvittigt spændende.

Hvad synes du om jul?

– Jeg elsker jul. Ligesom alle mulige andre forældre og voksne, så kan man til hverdag have lynende travlt, og hjulene kan løbe meget hurtigt, men julen giver plads til refleksion, eftertanke og det giver fremfor alt også mulighed for at komme i øjenhøjde med ens unger. Lave nogle ting, hvor man lige hiver i bremsen et kort øjeblik. Juledekorationer, kagebagning og alle sådan nogle hyggelige ting, som hører julen til.

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

Hvad er din favorit-julekalender?

– Jeg er barn af monopol-dagene. Jeg er fra 1980, som jo er lysår siden. Men i gamle dage var der jo kun én tv-kanal at forholde sig til, DR, og julekalenderne var jo sådan et af de faste fixpunkter i mit barneliv. Det var ‘Nissebanden’, ‘Jul på Slottet’ og så videre. Og dén der ligesom står ud som min favorit er ‘Nissebanden i Grønland’.

– Sangene er gode, de spiller godt og så er det i Grønland, hvor min onkel arbejdede på dét tidspunkt. Det var sådan en god kobling mellem noget meget eksotisk – et sted, hvor han var, som han beskrev som noget helt fantastisk – og så det her genkendelige univers fra ‘Nissebanden’.

VIDEO: Se hele interviewet med Martin Greis-Rosenthal

Søg