Shireen fra Kometernes Jul: Jeg elsker jul

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

På få dage er 15-årige Shireen Rasool blevet kendt i hele Danmark som den sportsglade pige Noor i TV 2’s julekalender ‘Kometernes Jul’.

I virkelighedens verden er Shireen knap så vild med sport. Til gengæld elsker hun jul og julekalenderne. Det fortæller hun her i et interview til Juleweb.dk

Hvordan har det været at spille Noor?

– Det har været en stor ære og en fed udfordring. Hun er jo ret sporty, og det er jeg ikke selv, så det er noget jeg har trænet mig op til. Men jeg synes det er fedt at spille en karakter, som man ikke minder så meget om.

Vil du gerne fortsætte med at lave skuespil som voksen?

– Helt klart. Jeg er slet ikke færdig med at gå filmvejen. Det næste jeg drømmer om er altså en hovedrolle i en spillefilm. Så jeg føler først lige, at jeg er begyndt.

Kometernes Jul
Foto: Henrik Petit, TV 2

Hvad er dit forhold til jul?

– Jeg elsker jul. Det er højdepunktet på året. Jeg glæder mig til juleaften næste år lige så snart solen står op den 25. december. Alt ved jul elsker jeg.

Hvad er det bedste?

– Det er nok alle juletraditionerne, og det med at det er sådan lidt mørkt og koldt udenfor, men så er det super hyggeligt indenfor. Klippe-klistre-dag, pebernødder, julesmåkager og julemusik. Det hele.

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

Ser du julekalender?

– Hvert år. Det er højdepunktet i december, synes jeg. Det med at tænde for en fed julekalender, og så blive ked af det, når den stopper, fordi man bare glæder sig til at se næste afsnit.

Har du en favorit-julekalender?

– Jeg vil nok sige Pagten. Da den blev vist, der havde jeg bare en rigtig god alder. Det var sådan min første julekalender for store børn. Så den var lidt uhyggelig og ret spændende. Det kunne jeg ret godt lide.

Shireen Rasool har tidligere spillet med i filmene ‘Sikke et cirkus: Det mystiske mysterium‘ og ‘En helt almindelig familie’.

Hendes papfar er den kendte børnevært Mikkel Lomborg, der nok bedre er kendt under navnet ‘Hr. Skæg’.

Se hele interviewet med Shireen Rasool på YouTube

Del artikel