Tinka vender tilbage i ny julekalender i 2022

Tinka
Foto: Per Arnesen, TV 2

TV 2 er gået i gang med at optage en ny, tredje julekalender om nissepigen Tinka. ‘Tinka og Sjælens Spejl’ hedder den nye historie, der skal vises på tv i december 2022.

De fleste af skuespillerne fra ‘Tinka og Kongespillet’ genindtager deres roller i den nye julekalender, men vi kommer også til at møde nogle nye karakterer.

– Jeg er utroligt glad for, at vi igen i 2022 skal dele et af vores mest elskede familiejuleuniverser med danskerne, nemlig Tinka. Den nye Tinka-julekalender rummer alt det, vi har brug for: Fællesskab, håb og kærlighed, siger Katrine Vogelsang, der er fiktionschef på TV 2.

En overraskelse venter Tinka

Sidst vi mødte Tinka, indførte hun Samlingen, hvor repræsentanter fra de fire regioner i Nissernes Rige og et enkelt menneske sammen styrede og bestemte. Til gavn for både voksne nisser og dem, som i fremtiden skulle føre Nissernes Rige videre. Eller det var i hvert fald meningen.

I ‘Tinka og Sjælens Spejl’ har Tinka endnu ikke fået den nye styreform til at fungere, sådan som hun havde forestillet sig. Hun begynder at tvivle på sine egne evner som nissernes leder, og da Ingi sætter hende på sporet af en familiehemmelighed, søger Tinka og Lasse efter svar i menneskenes verden.

Her venter der Tinka en overraskelse, som vender fuldstændig op og ned på hendes liv og sætter hele Nissernes Riges eksistens på spil.

Tinka og Kongespillet
Foto: Per Arnesen, TV 2

Mange skuespillere vender tilbage til deres roller

Ligesom i de to første Tinka-julekalendere spiller Josephine Chavarria Højbjerg hovedrollen som Tinka, og Albert Rosin Harson spiller menneskedrengen Lasse.

Derudover kommer vi i den nye julekalender også til at få et gensyn med Ellen Hillingsø (Ingi), Christian Tafdrup (Fileas), Neel Rønholt (Nille), Viilbjørk Malling Agger (Falke), Birthe Neumann (Maja), Martin Bo Lindsten (Mikkel), Rosita Gjurup (Astrid), Esben Dalgaard (Grot), Jakob Femerling (Birk) og Hadi Ka-Koush (Skir).

Henrik Koefoed og Anna Haarup Much er blandt de nye navne på rollelisten.

Nye manuskriptforfattere

Manuskriptet til den nye julekalender er ikke skrevet af de samme personer, der skrev manuskripterne til ‘Tinkas Juleeventyr’ og ‘Tinka og Kongespillet’.

Den nye julekalender er i stedet skrevet af Morten Dragsted og Emil Millang, mens Christian Grønvall vender tilbage til rollen som instruktør og Sille Sterll igen er producer.

Julekalenderen bliver lavet af Cosmo Film med støtte fra FilmFyn.

Det er første gang i 20 år, at TV 2 laver en ny familiejulekalender to år i træk. Til december i år viser TV 2 nemlig også en helt ny julekalender, ‘Kometernes Jul’, der handler om naturvidenskab.

Søg