Mariah Carey har lavet ny udgave af julehit

Den amerikanske sangerinde Mariah Carey gør alt, hvad hun kan, for at hendes gamle julesange ikke går i glemmebogen.

Sidste år lavede hun en ny musikvideo til klassikeren ‘All I Want For Christmas Is You’ i anledning af, at sangen havde 25 års jubilæum. I 2011 genindspillede hun også sangen som duet med Justin Bieber.

Nu har hun så udgivet en ny version af sangen ‘Oh Santa’ fra 2010, som denne gang er blevet til en trio mellem hende, Ariana Grande og Jennifer Hudson.

Mariah Carey hjælper julemanden

Den nye sang bliver udgivet samtidig med, at en ny julekoncert med Mariah Carey har premiere på streamingtjenesten Apple+. Her medvirker Ariana Grande og Jennifer Hudson også.

I koncertfilmen er der krise på Nordpolen. Nisserne har mistet julestemningen på grund af corona, og derfor bliver der sendt bud efter Mariah Carey. Hun skal bringe julestemningen tilbage ved at synge for nisserne.

Nummer 1 efter 25 år

Sidste år lykkedes det for Mariah Carey at få ‘All I Want For Christmas Is You’ til at ligge nummer 1 på den prestigefyldte amerikanske hitliste ‘Billboard Hot 100’.

Selvom sangen havde 25 år på bagen, var det første gang at den kom til at ligge nummer 1 på hitlisten.

Da sangen udkom i 1994 var det nemlig som en del af en EP – og ikke som en single – og derfor kunne den ikke komme med på listen. Først i år 2000 udkom sangen som single.

Det er kun én gang tidligere lykkedes for en julesang at nå førstepladsen på Billboard-listen. ‘The Chipmunk Song’ (Christmas Don’t Be Late) med David Seville og ‘De Frække Jordegern’ lå på førstepladsen i fire uger i 1958 og 1959.

Søg