Årets julekalendere i Sverige og Norge

Foto: SVT

Julekalendere på tv er ikke kun en dansk tradition. I resten af Skandinavien samles folk også foran fjernsynet om spændende juleeventyr i december.

Juleweb.dk giver dig her et overblik over årets julekalendere i Sverige og Norge.

Sverige: Miraklet

Årets julekalender på den svenske tv-station SVT er en tidsrejse-historie.

To forskere har opfundet verdens første kunstige sorte hul. Ved et uheld er hullet dog sluppet løs og har ramt en gammel svensk herregård. For 100 år siden boede der en fin, velhavende familie på herregården, men i dag er den et børnehjem for forældreløse børn.

Foto: SVT

Da den forældreløse pige Mira fra 2020 og den fine herregårdspige Rakel fra 1920 opdager hullet og står foran det med præcis 100 års mellemrum, sker der noget underligt. De to piger bytter plads.

Den forældreløse Mira er nu fanget i fortiden i Rakels krop og skal forsøge at tilpasse sig livet som en fin herregårdspige, mens Rakel er fanget i fremtiden i Miras krop, hvor hun skal vænne sig til en masse ukendt teknologi.

Miraklet
Kl. 7.15 og 18.45 på SVT 1 eller på SVT Play

Foto: NRK

Norge: Stjernestøv

Elly er et meget specielt barn. Hun er en del af stjernefolket, der bor så langt mod nord, som man overhovedet kan komme i verden. Herfra hjælper de mennesker og dyr med at finde vej, når de er faret vild.

Elly kan dog ikke rejse, som de andre stjernefolk. Hun er nemlig det særlige ‘stjernebarn’, der er udset til at skulle passe på den magiske sten, som giver kraft og lys til Nordstjernen og beskytter stjernefolket mod storm.

Foto: NRK

Men Elly vil gerne være ligesom de andre, og derfor kaster hun stenen væk, hvilket får Nordstjernen til at forsvinde. Da hun opdager, at de andre stjernefolk er sure på hende, rejser hun ned til Jorden for at forsøge at finde stenen igen.

Her møder hun den ni-årige dreng Jo, hvis forældre lige er blevet skilt og som derfor forsøger at finde sig til rette i en ny by og på en helt ny skole. Jo indvilger i at hjælpe Elly med at forsøge at få Nordstjernen til at lyse igen, så hun kan vende tilbage til stjernefolket.

Stjernestøv
Kl. 9.20 og 16.40 på NRK 1 eller på NRK TV

Foto: Agnete Schlichtkrull, TV 2

Norge: Tinkas Juleeventyr

På TV 2 Norge er der igen i år gensyn med den danske julekalender ‘Tinkas Juleeventyr’. Julekalenderen blev også vist på kanalen sidste år og for to år siden.

‘Tinkas Juleeventyr’ handler om nissepigen Tinka, der finder ud af at hun er halvt menneske. Nisserne er bange for mennesker, og derfor begynder de andre nisser at udstøde hende, da hendes hemmelighed slipper ud.

Tinka beslutter sig for at rejse til menneskenes verden for at finde den julestjerne, der kan give nisserne deres tabte magi tilbage. Kun sådan kan hun igen blive accepteret af de andre i Nissernes Rige.

Der er lavet en norsk udgave af Tinka-sangen med Burhan G og den norske sangerinde Liive. Burhan G synger på dansk, mens Liive synger på norsk.

Tinkas Juleeventyr
Kl. 6.00 på TV 2 Norge eller på TV 2 Sumo

The Julekalender Norge
Foto: Saks Film

Norge: The Julekalender og Julefærgen

På TV 2 Zebra, der svarer til det danske TV 2 Zulu, er der gensyn med to klassiske voksenjulekalendere. Den ene kender vi også rigtig meget til i Danmark. Det er nemlig ‘The Julekalender’, der blev lavet i en norsk version i 1994.

Derefter kommer julekalenderen ‘Julefærgen’ fra 1995, der handler om livet ombord på den lidt specille færge ‘MF Svelå’. Her kæmper besætningen for at undgå at færgen lukker, mens tre cubanere lever på et sunket skib med en stor skat lige nedenunder dem.

‘Julefærgen’ er lavet af det danske produktionsselskab ‘Saks Film’, der også lavede ‘The Julekalender’ i Danmark, Norge og Finland.

Julefærgen
Kl. 19.15 på TV 2 Zebra eller på TV 2 Sumo

The Julekalender
Kl. 19.45 og 23.15 på TV 2 Zebra eller på TV 2 Sumo

Foto: TV Norge

Norge: Nisserne – Det endelige opgør

På TV Norge, der svarer til det tidligere TV Danmark og nuværende Kanal 4 og Kanal 5 i Danmark, er der to julekalendere på programmet – begge primært for voksne.

Den første er et gensyn med en norsk juleklassiker, der også har været vist på dansk tv. ‘Nissene på Låven’ fra 2001 blev vist på TV Danmark i 2002 under titlen ‘Nisserne – Det endelige opgør’.

Julekalenderen er en parodi på ‘Robinson Ekspeditionen’ og ‘Big Brother’. 24 mennesker bliver spærret inde i en lade midt i en skov. Her skal de leve som nisser i hele december. De skal være iført nissedragt 24 timer i døgnet og må ikke spise andet end risengrød og julegodter.

Hver dag bliver en af nisserne stemt ud af laden. Den nisse, der som den sidste står tilbage i laden juleaften, vinder en sæk med en million norske kroner.

Nisserne – Det endelige opgør
Kl. 19.45 på TV Norge eller på Dplay Norge

Foto: TV Norge

Norge: Jul i Blodfjeld

Efter ‘Nissene på Låven’ er der gensyn med ‘Jul i Blodfjeld’ fra 2007. Titlen referer til en anden kendt norsk børnejulekalender fra 1999, der hed ’Jul i Blåfjeld’.

Den splittede familien Sooth samles den 1. december på hotellet ‘Blodfjeld’ for at fejre jul. Selvom familiens medlemmer ikke kan udstå hinanden, bliver de lokket derop fordi deres rige onkel Konrad vil gøre dem til arvinger.

Onkel Konrad stiller dog den betingelse, at dem der vil have del i hans arv, skal blive på hotellet og fejre jul med ham i hele december. Tingene tager en uventet drejning, da der begynder at ske en række mystiske drab på hotellet.

Jul i Blodfjeld
Kl. 20.15 på TV Norge eller på Dplay Norge

Søg