Èn af karakterne fra ‘Rytteriet’ har i år fået sin helt egen adventskalender på DR 2.
I ‘Rytteriet’ er Trines mor, der bliver spillet af Bodil Jørgensen, kendt for at have nogle meget særprægede og grænseoverskridende telefonsamtaler med sin datter Trine. Moren elsker at snakke om personlige og tabubelagte emner, som datteren på ingen måde er interesseret i at høre om.
I ‘Jul med Trines mor’ kommer vi til at lære moren og hendes omgivelser bedre at kende, når hun forsøger at planlægge en julefest for hele familien. Julefreden bliver dog forstyrret, da Trine bliver fyret og pludselig ikke længere tager telefonen.
‘Jul med Trines mor’ har premiere den første søndag i advent (29. november) klokken 21 på DR 2, og kan derefter ses hver søndag frem til jul.
Udover Bodil Jørgensen medvirker også Lisbeth Wulff, Jarl Forsman og Ellen Hillingsøe i serien.
Mere julesatire
Udover ‘Jul med Trines mor’ har DR 2 i år en ekstra julegave i ærmet: En mini-juleserie i to afsnit med vejrværten Anders Jørgensen.
Anders Jørgensen, der bliver spillet af komikeren Anders Grau, dukkede op på skærmen i sommeren 2017, hvor han konstant forvirrede alle ved at blande sit privatliv og diverse kritiske betragtninger ind i vejrudsigten efter ‘Deadline’.
I ‘Jørgensens Jul – En vejrværts bekendelser’ er Jørgensen blevet arbejdsløs, og han kæmper med et voksende problem: Kleptomani. Drømmen om at vende tilbage som tv-vært lever dog stadig, og via Peter Tanev får han kontakt til en manager, som lover at skaffe ham et job inden jul.
De to afsnit af ‘Jørgensens Jul – En vejrværts bekendelser’ kan ses den anden og tredje søndag i advent (6. og 13. december) klokken 21.30 på DR 2.
DR 2 genudsender også sidste års juleudgaver af satireserien ‘Parterapi’ i adventssøndagene.