TV 2 laver julekalender om naturvidenskab i 2021

Foto: Dmytro Tolokonov, Colourbox.com

TV 2’s julekalender i 2021 kommer til at tage udgangspunkt i naturvidenskabens verden og skal laves i samarbejde med blandt andet Niels Bohr Instituttet.

I 2022 er det 100 år siden, at Niels Bohr modtog Nobelprisen i fysik. Derfor vil Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet gøre 2022 til et nationalt videnskabsår, og fejringen af jubilæet bliver skudt i gang allerede i december 2021 med en ny julekalender på TV 2.

– Det er et utroligt spændende og unikt samarbejde, som vi er meget glade for at være med i. På TV 2 har vi en stærk tradition for at lave julekalendere, der ikke kun samler familierne, men også fortæller historier, der engagerer. Med dette samarbejde kan vi både vise en skøn julekalender og være med til at sætte fokus på naturvidenskaben sammen med stærke partnere. Det er public service i sin fineste form, siger Katrine Vogelsang, der er fiktionschef på TV 2.

Et univers af aktiviteter

TV 2-julekalenderen skal også skabe et univers af mange andre aktiviteter som digitale forlængelser, projekter, udstillinger og fællesskaber for børn og voksne, der rækker langt ind i 2022.

– Det bliver en ny måde at formidle naturvidenskab på, som Niels Bohr Institutet sammen med TV 2 og Nordisk Film Production tager i brug og fører ud i livet. Vi vil skabe opmærksomhed om og vække interesse for naturvidenskaben. For selvom naturvidenskaben er en naturlig del af vores hverdag, har de fleste børn, unge og voksne til gode at opdage, hvor stor en indflydelse naturvidenskaben rent faktisk har på vores daglige liv, siger Jan W. Thomsen, der er institutleder ved Niels Bohr Instituttet.

Ambitiøst juleeventyr

Projektet er blevet til med støtte fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden, Poul Due Jensens Fond og Bitten & Mads Clausens Fond. Alle fire fonde arbejder blandt andet med at fremme interessen og nysgerrigheden for naturvidenskab hos børn og unge.

Det er Nordisk Film, der skal lave julekalenderen til TV 2. Nordisk Film har tidligere lavet ‘Jul på Kronborg’, ‘Pyrus i Alletiders Eventyr’ og ‘Olsen-Bandens første kup’.

– Dette historiske samarbejde muliggør udvikling og produktion af et særdeles ambitiøst juleeventyr fortalt i 24 afsnit. I Nordisk Film Production er vi allerede i gang med forberedelserne til indspilningen, og i samarbejde med Niels Bohr Institutet og TV 2 glæder vi os til at præsentere en medrivende historie sat i naturvidenskabens forunderlige verden, siger Trin Hjortkjær Thomsen, der er producer i Nordisk Film Production.

Søg