Flemming Jensen og Ann Hjort i Nissebanden-teaterforestilling

Til næste jul bliver teater-forestillingen ‘Nissebanden i Julemandens Land’ opført på Bakken, og det bliver med nogle af skuespillerne fra de gamle tv-julekalendere på rollelisten.

Både Flemming Jensen, der har skrevet forestillingen, og Ann Hjort er med, og rollen som Gemyse skal spilles af Kirsten Peüliches datter, Sofie Pallesen.

Nye skuespillere som Lunte og Puk

Det bliver dog ikke i rollerne som Lunte og Puk, at Flemming Jensen og Ann Hjort træder ind på de skrå brædder i Nissebanden-forestillingen.

Flemming Jensen er med sine egne ord blevet for tyk til rollen som Lunte og vil derfor i stedet spille Fiffig-Jørgensen. Ann Hjort skal spille bibliotekar.

I stedet bliver det Kim Hammelsvang og Kathrine Lemmeke Madsen, der skal spille Lunte og Puk, mens Peter Gilsfort indtager rollen som Hr. Mortensen og Thomas Mørk rollen som Skipper.

Nissebanden i Grønland, 1989 / Foto: Preben Trunshøj, DR

Ny handling

‘Nissebanden i Julemandens Land’ er inspireret af tv-julekalenderen ‘Nissebanden i Grønland’ fra 1989, men handlingen i teaterforestillingen er en del anderledes end den gamle tv-julekalender.

Puk er en helt almindelig menneskepige, der bor i Holme-Olstrup. Hendes far, Fornøje-Frederik, er vild med at tjene penge, men Puk er mere vild med at læse bøger – specielt dem, som handler om nisser. Og i år er der virkelig brug for nisser i Holme-Olstrup. Julestemningen og juleglæden er nemlig væk – og uden glæde ingen jul, det ved enhver nisse.

Heldigvis kommer Nissebanden til undsætning. Lunte, Gemyse, Skipper og Hr. Mortensen finder Puk, der er en god og kvik hjælper med det helt rette nissesind. Sammen tager de ud på en farefuld færd til Julemandens Land for at redde julen.

‘Nissebanden i Julemandens Land’ havde premiere sidste år på Odense Teater

Forestillingen havde premiere sidste år på Odense Teater, men til næste jul vil det altså være i ‘TELTET’ på Dyrehavsbakken, at man kan se den. Det er samme sted, som Cirkusrevyen hver sommer bliver opført.

Forestillingerne begynder den 21. november 2020. Mange af de kendte sange fra de gamle Nissebanden-julekalendere er med.

Søg