Skaberne af Cirkus Summarum laver nyt jule-cirkus

Skaberne af ‘Cirkus Summarum’ vil nu også til at lave cirkusforestillinger ved juletid.

I ‘Cirkus Jul’ kommer man til at kunne møde kendte børnebogsfigurer som Orla Frøsnapper, Cirkeline, næsehornet Otto, Mustafa fra ‘Mustafas Kiosk’ og Vitello optræde i manegen, mens et juleorkester spiller masser af julemusik.

Showet bliver skabt af den Reumert-vindende instruktør Sargun Oshana og kapelmester Jeanett Albeck.

– Det bliver i sandhed magisk, når publikum får lov at opleve, hvordan børnelitteraturens fantastiske figurer vækkes til live på ægte cirkusmanér. Med Sargun Oshana og Jeanett Albeck i front har vi fået sammensat et hold, som både formår at samle hele familien og præsentere en forestilling af skyhøj scenekunstnerisk kvalitet, siger Theis Petersen, der er indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

Udover ‘Cirkus Summarum’ står Muskelsvindfonden også bag ‘Grøn Koncert’. Mens ‘Cirkus Summarum’ bliver lavet i samarbejde med DR, bliver ‘Cirkus Jul’ lavet i samarbejde med TV 2, Politiken og Aarhus Bibliotekerne.

Lille pige jagter den bedste jul

‘Cirkus Jul’ er en juleforestilling, der kombinerer cirkus, teater, sang og dans i ét show.

I manegen kommer publikum til at møde en pige ved juletid, som på magisk vis bliver kastet ud i mødet med det ene bogunivers efter det andet – alt sammen i jagten på den bedste jul.

Men hvad sker der, når hun lukker skurken Orla ud? Og hvordan gemmer man et stort, larmende næsehorn for sine forældre?

‘Cirkus Jul’ kan opleves i København og Aarhus i november og december 2020. Billetsalget er allerede begyndt.

København

19. november kl. 17.00
20. november kl. 17.00
21. november kl. 12.30 og 16.30
26. november kl. 17.00
27. november kl. 17.00
29. november kl. 12.30 og 16.30

Aarhus

11. december kl. 17.00
12. december kl. 12.30 og 16.30
13. december kl. 12.30 og 16.30
17. december kl. 17.00
18. december kl. 17.00
19. december kl. 12.30 og 16.30
20. december kl. 12.30 og 16.30
21. december kl. 12.30 og 16.30

Søg