Harry Potter-tegner laver årets julemærker – igen

Per O. og Kronprinsesse Mary foran årets julemærker
Per O. og Kronprinsesse Mary foran årets julemærker / Foto: Henrik Petit

Tegneren Per O. Jørgensen, der er kendt som manden bag forsidebillederne på de danske Harry Potter-bøger, er i fuld gang med at lægge sidste hånd på årets julemærker.

Det er anden gang, at Per O. har sagt ‘ja’ til den udfordring. Han stod nemlig også bag julemærkerne i 2016.

– Med Julemærket i 2016 kom jeg ikke blot i et ualmindeligt godt selskab blandt nogle af landets allerfineste illustratorer og kunstnere igennem de sidste 100 år. Jeg fik også det privilegie at tegne for så god en sag og støtte det ualmindeligt gode arbejde for børn, som Julemærkefonden står for, siger han og fortsætter:

– Det er mit held, at så få har været i stand til at fotografere nisser, trolde og feer, og at fotografiapparatet ikke var at finde blandt vikingernes udstyr. Jeg har fået lov til at tegne til det ene eventyr efter det andet, men med Julemærket har jeg selv oplevet det, der er ganske få forundt, nemlig at deltage i et selv.

Årets julemæker bliver afsløret på Københavns Rådhus den 28. oktober af Kronprinsesse Mary, der er protektor for Julemærkefonden.

Søg