Kian og Safina: Sådan ligner vi Theo og Simone

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Vi kender dem som Theodor og Simone i DR’s julekalender ‘Theo og Den Magiske Talisman’.

I virkeligheden hedder de Kian Lawson-Khalili og Safina Coster-Waldau, men begge kan godt se en smule af sig selv i de roller, de spiller.

– Første gang jeg læste manuskriptet, tænkte jeg: Har de bare stalket mig og skrevet det ned på papir? Han er mega meget ligesom mig. Han tegner og jeg tegner også. Han elsker fantasiverdener og er så kreaktiv, fortæller Kian Lawson-Khalili til Juleweb.dk

Foto: Ulrik Boel Bentzen, DFF, DR

Det, at han minder meget om Theodor i virkeligheden, har han kunnet bruge en hel del under optagelserne til julekalenderen.

– Jeg har jo ikke personligt en morfar, der er syg. Men på grund af de der sammenligninger kan jeg bedre leve mig ind i det og sige: Jeg er Theodor. Hvad hvis nu jeg havde den her oplevelse, hvordan ville jeg så reagere? Jeg er jo Theodor. Nu prøver jeg det her, fortæller han.

Foto: Ulrik Boel Bentzen, DFF, DR

Sjovt at råbe og skælde ud

Mens Kian ser meget af sig selv i Theodor, så er Safina Coster-Waldau ikke helt i virkeligheden som Simone er i julekalenderen.

– Jeg er ikke sådan typen, der skælder ud på folk og bliver sur, men det gør hun. Der var mange scener, hvor jeg skulle råbe af Theo og være sur på ham. Det har været ret sjovt at prøve at komme ud med det, for sådan er jeg ikke normalt, fortæller hun.

Foto: Ulrik Boel Bentzen, DFF, DR

Passer ind på settet

Safina Coster-Waldau er ud af en vaskeægte skuespillerfamilie. Hun er datter af skuespilleren Nicolaj Coster-Waldau, der blandt andet er kendt fra tv-serien ‘Game of Thrones’. Hun drømmer også selv om af at være skuespiller som voksen.

– Jeg vil virkelig gerne være skuespiller, og især når jeg nu har været med i det her, så vil jeg det bare endnu mere. Jeg elsker at spille en anden karakter. Det er en meget rar måde at komme lidt væk på. Jeg føler ligesom, at jeg passer ind på settet. Man behøver ikke at prøve så meget. Det kan godt være lidt svært i skolen altid at passe ind, men dér føler jeg mig helt afslappet, fortæller hun.

Se interviews med Kian Lawson-Khalili og Safina Coster-Waldau på Juleweb’s YouTube-kanal

Søg