Jes Dorph-Petersen: Sådan holder jeg jul

Foto: Rene Jeppesen, TV 2

En af årets vigtigste tv-opgaver er i år landet på skuldrene af den garvede ‘Go’ aften Danmark’-vært Jes Dorph-Petersen.

Lillejuleaften skal han sammen med Cecilie Frøkjær gøre et sidste forsøg på at få danskerne i julestemning inden den 24. december som vært på ’Alletiders Juleshow’ på TV 2.

Selv skal han holde jul derhjemme med familien. Han glæder sig, selvom hjemmet ikke er overfyldt med julepynt.

– Jeg overpynter ikke mit hjem til jul. Jeg har ikke særlig mange kravlenisser og guirlander. Jeg har bare enkle – grimme ting. Få, men grimme ting, fortæller han til Juleweb.dk, og fortsætter:

– Jeg har bestilt en lidt utraditionel adventskrans i år. Det er egentlig en slags kalenderlys. Det er en krans med 24 nummererede lys, og så tænder man et for hver dag. Det glæder jeg mig til.

Hvad ønsker du dig i julegave?

– Jeg er jo i den alder nu, hvor vi er oppe i lækkert tøj eller sjove ting, jeg kan lege med. Køkkenmaskiner, der larmer eller sådan noget. Jeg bliver enormt skuffet, hvis ikke jeg får en stor gave. Bare én. Det skal jeg have, siger han.

Hvad er din yndlings julesang?

– Det kimer nu til julefest. Den kan jeg godt lide. Den er super fed, siger han.

’Alletiders Juleshow’ bliver sendt på TV 2 lillejuleaften klokken 20.30

Søg