Ida Corr: Sådan holder jeg jul

Foto: Rene Jeppesen, TV2

Sangerinden Ida Corr har julet hele sommeren. Hun har nemlig haft travlt med at skrive sin nye julesang ‘Christmas Time’, som hun blandt andet optræder med i årets udgave af ‘Alletiders Juleshow’ på TV 2.

Selve juleaften kommer hun dog til at tilbringe langt væk fra sne og kulde i Danmark. Hun tager nemlig til Bali med sin kæreste og 5-årige søn.

– Det er lidt utraditionelt – men det er den eneste periode i det næste lange stykke tid, hvor vi har ferie sammen. Jeg starter tour i januar, så der får vi travlt, og så kan vi først holde ferie igen i 2018, fortæller Ida Corr til Juleweb.dk

Hvad gør I så med juletræ?

– Jeg tænker lidt en palme. Det må være mit bedste bud, siger Ida Corr.

Hvad siger din søn til at være væk fra Danmark juleaften?

– For ham handler det mest om, at han skal have nogle gaver og være sammen med mor og far. Ellers tror jeg, at julen kan være hvor som helst, siger Ida Corr.

Hvad holder du mest af ved julen?

– At samle familien er vigtigt. I sær når man er så spredt, som vi er. Men udover kærlighed og alt det der, så elsker jeg også andestegen. Jeg ved ikke, om vi kan finde en lokal udgave af den på Bali, siger Ida Corr.

Ida Corr – Christmas Time

Jul hele sommeren

I stedet for sne og kulde rejser Ida Corr ned til sol og varme i december. Til gengæld havde hun travlt med at prøve at komme i julestemning i sommers, da hun skrev sin nye julesang ”Christmas Time”.

– Jeg fandt en julenisse på loftet, som jeg tog med ned, og så sad jeg med ham. Det har måske set lidt mærkeligt ud, hvis man kiggede ind af vinduerne. Men det virkede. Så kunne jeg komme lidt i stemning. Ellers handler sangen om kærlighed – og den eksisterer jo 24/7 – også om sommeren, fortæller Ida Corr.

Sangen handler om, at man i december skal prøve at give lidt ekstra af sig selv og være der for dem, der har det svært.

– Da jeg sad og skrev den, tænkte jeg: Hvad er jul egentlig for mig? For mig handler det meget om følelser, fællesskab og kærlighed. At få en ny chance – tilgive hinanden. Prøve at give lidt ekstra, hvor man kan. Prøve at hjælpe dem, der har det lidt sværere end en selv, fortæller Ida Corr.

Udover sin egen julesang synger Ida Corr også klassikeren “Santa Claus Is Coming To Town” i ‘Alletiders Juleshow’ på TV 2. Showet bliver sendt lillejuleaften klokken 20.30

Søg