Rytteriet laver adventskalender til DR 2

Foto: Henrik Frydkjær, DR

Martin Buch, Rasmus Botoft og Bodil Jørgensen er klar til at genoplive alle de populære karakterer fra ‘Rytteriet’ i en ny adventskalender, der skal vises på DR 2 til december. Det har gruppen netop afsløret på sin Facebook-side.

Præcis hvad adventskalenderen kommer til at handle om, og hvilke karakterer fra universitet vi kommer til at opleve på skræmen igen, er stadig en stor hemmelighed. Optagelserne er kun lige begyndt i DR Byen.

Der har været små hints i løbet af sommeren på Rytteriets Facebookside, der pejede i retning af, at gruppen var ved at finde sammen igen om noget jule-agtigt. For eksempel gættede én af sidens følgere på, at gruppen var i gang med en julekalender, da dette opslag blev udgivet i august.

Populært satireprogram

‘Rytteriet’ så dagens lys på DR i 2010. Især de to snobber Fritz og Poul var med til at gøre serien populær. Derudover nyfortolkede gruppen mange gamle hits, hvor de byttede et centralt ord i teksten ud med ordet ‘penis.

Det er indtil videre i alt blevet til 20 tv-afsnit og en live-tour fra gruppens side. I 2014 vandt ‘Rytteriet’ en Robert-pris for ‘Årets Korte Tv-serie’.

Søg