Juleønsket er nomineret til Robert-pris

Foto: Ian Hansen, TV 2

TV 2’s julekalender ‘Juleønsket’ er med i kapløbet om at vinde prisen som ‘Årets Korte Tv-serie’, når de prestigefyldte Robert-statuetter bliver uddelt den 7. februar i København.

Julekalenderen skal kæmpe om prisen mod serierne ‘Ditte og Louise’, ‘Shit Happens’, ‘Losers United’ og ‘Tomgang’.

Det er de 2.000 medlemmer af ‘Danmarks Film Akademi’, der bestemmer, hvem der skal vinde.

Foto: Torben Kloster

Tredje gang på fire år

Det er i år fjerde gang, at tv-serier har mulighed for at vinde en Robert-statuette. Tidligere var prisen kun forbeholdt spillefilm.

I løbet af de fire år har julekalendere været med i kapløbet om at vinde Robert-priser tre gange. Sidste år var ‘Tidsrejsen’ nomineret til samme pris som ‘Juleønsket’ – dog uden at vinde.

I 2013 var ‘Julestjerner’ nomineret til både prisen som ‘Årets Tv-serie’, og Birthe Neumann var nomineret til prisen som ‘Årets Kvindelige bi-rolle i en Tv-serie’, for sin rolle som grus-grevinden Vera. Sidstenævnte pris vandt den 65-årige skuespillerinde.

Foto: Ian Hansen

En million seere fulgte med

‘Juleønsket’ blev det helt store tv-hit i julen 2016. Over en million seere fulgte i genemsnit med hver aften i Julie, Willy og alle englenes kamp mod dæmonen Baalios.

Julekalenderen er skrevet af Ina Bruhn og instrueret af Carsten Myllerup. Den blev produceret af Cosmo Film i samarbejde med FilmFyn. En stor del af optagelserne foregik i Nyborg.

Søg