Årets “julekalender” på DR 2 bliver ikke en tv-serie i 24 afsnit, som vi kender den, men derimod en adventskalender i fem afsnit, der vil blive sendt hver søndag i december.
‘Mens vi presser citronen’ hedder kalenderen, der er skrevet af skuespilleren og komikeren Lisbeth Wulff. Hun spiller selv med i serien, og derudover er også Peter Gantzler, Ellen Hillingsø, Rasmus Botoft og Lærke Winther på rollelisten.
Madklub spoleres af en skilsmisse
“Mens vi presser citronen” tager sit udgangspunkt i en madklub. Èn gang om måneden mødes tre par i 40’erne skiftevis hos hinanden, for at spise sammen. Serien begynder i august, og i hvert af de efterfølgende afsnit er vi i en ny måned, indtil serien slutter med et decemberafsnit.
Allerede i første afsnit kommer madklubben under pres, da Sigrid fortæller, at hendes mand har forladt hende til fordel for en 26-årig svensk model. Parrets skilsmisse får de andre par i madklubben til at kigge nærmere på deres egne forhold, og det sætter gang i løjerne for de fem karakterer, der alle søger det perfekte liv.
– Alle karakterer repræsenterer nogle typer fra min generation i et tragikomisk portræt. Det er meget morsomt og meget sørgeligt, men jeg har lyst til at give min egen generation og mig selv et los bagi, fortæller Lisbeth Wulff til B.T.
Juleaften ender katastrofalt
For at støtte Sigrid, der skal holde jul alene, beslutter madklubben at holde juleaften sammen. Det hele ender dog fuldstændig galt.
– I starten griner man meget, men så kommer det til at gøre mere ondt. Det starter i lys og slutter i mørke på juleaften. Det er en omvendt julekalender, for normalt slutter alt godt. Men nogle gange skal man have den omvendte version, siger Lisbeth Wulff til B.T.
‘Mens vi presser citronen’ har premiere på DR 2 søndag den 6. december.