Gallapremiere på Emma og Julemanden

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Den røde løber var rullet ud foran biografen Fotorama i Viborg, da der torsdag den 29. oktober var gallapremiere på filmen ‘Emma og Julemanden – Jagten på Eleverdronningens Hjerte’.

Filmen er en fortsættelse til de to julekalendere ‘Ludvig og Julemanden’ samt ‘Tvillingerne og Julemanden’, og blandt gæsterne til premieren var skuespillerne Lars Hjortshøj og Camilla Bendix, der ligesom i de to julekalendere spiller julemanden Nicolas og hans kone Julie.

– Det er jo en kæmpe forløsning. Efter at vi har filmet her i to-tre måneder i starten af året, er der jo gået et halvt år, hvor filmen så er blevet klippet, så nu er vi allesammen spændt på at se, hvordan filmen bliver modtaget. Jeg bryder mig ikke altid om at se det, jeg selv laver, men den her gang, der har jeg faktisk en ret god fornemmelse af det, fortæller Lars Hjortshøj

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Hr. og fru julemand er blevet forældre

I spillefilmen er Nicolas og Julie blevet forældre til en lille datter, men kort efter fødslen bliver barnet bortført af den onde Elverdronning.

I Viborg møder de pigen Emma, der ved en masse om elververdenen, og hun og elverdrengen Rod indvilger i at hjælpe dem, med at forsøge at få barnet tilbage. De opdager dog hurtigt, at hvis det nogensinde skal kunne lade sig gøre, må de først finde Elverdronningens frosne hjerte.

Foto: Martin Dam Kristensen, Deluca Film

To nye børneskuespillere

I rollerne som menneskepigen Emma og elverdrengen Rod møder vi Sofia Callesen fra Aarhus og Malte Houe fra Nykøbing på Mors. Den onde elverdronningen bliver spillet af Mille Dinesen, mens Esben Pretzmann, Rune Tolsgaard og Uffe Rørbæk spiller hendes håndlangere.

– Det har været virkelig sjovt at være med til at lave den her film. En fantastisk stor oplevelse, fortæller Sofia Callesen.

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Holdet bag

Manuskriptet til ‘Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens Hjerte’ er skrevet af Philip LaZebnik, Uffe Rørbæk og Jenny Lund Madsen, der også skrev manuskriptet til ‘Ludvig og Julemanden’, mens Søren Frellesen er instruktør.

Filmen har et budget på ca. 20. millioner kroner og kan ses i biografer over hele landet fra den 12. november.

Søg