I november begynder optagelserne til DR’s næste store familiejulekalender, der skal vises på tv i 2016. Titlen på julekalenderen er ‘Den Anden Verden’, og den kommer til at handle om Brødrene Grimms eventyr.
Det er de to meget erfarne julekalenderforfattere Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen, der har skrevet manuskriptet til historien. De stod også bag ‘Jesus og Josefine’ samt ‘Mikkel og Guldkortet’ på TV 2.
På vej ind i voksenverdenen
‘Den Anden Verden’ handler om de to teenagesøstre Sara og Anna og deres første skridt ind i voksenverdenen. De to søstre er på dramatisk vis blevet skilt fra hinanden og må kæmpe for at finde sammen igen.
Sara får ved en ulykke på magisk vis adgang til en hemmelig verden, befolket med skikkelser fra Brødrene Grimms eventyr, og bliver her alene konfronteret med mange af de farer, der hører voksenverdenen til.
Samtidig, i den virkelige verden, må Anna overtage Saras hovedrolle i det Brødrene Grimm-inspirerede teaterstykke, som er ved at blive sat op på det lokale teater. Mens Sara kæmper for livet blandt dværge, hekse og onde stedsøstre, må Anna kæmpe med sin sceneskræk.
– Sara og Anna lærer igennem historien, at de med hinandens hjælp og forskellighed kan løse de udfordringer og opgaver, der viser sig, når de som teenagere må tage deres første skridt ud i en ukendt, farlig og fascinerende verden, fortæller seriens producent Andreas Hjortdal til dr.dk
Foregår i København
Optagelserne kommer til at foregå over 100 dage på forskellige locations i København og tre af de gamle studier i TV-Byen.
Mens vi må vente helt til 2016, for at se ‘Den Anden Verden’, så har DR offentliggjort, hvilken julekalender vi kan se på skærmen i år. Det bliver et gensyn med ‘Absalons Hemmelighed’ fra 2006.