TV 2 vil ikke betale Pyrus for genudsendelse

Foto: Søren Hartvig, TV 2

Jan Linnebjerg, der er manden bag den folkekære nisse Pyrus, er godt og grundigt rasende på TV 2.

Selvom kanalen i december har genudsendt julekalenderen ’Alletiders Julemand’ fra 1997, får han og de andre skuespillere i serien intet honorar fra TV 2. Det skriver B.T.

– Da det gik op for mig, havde jeg lyst til at køre over og brænde alle båndene med Pyrus. Det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på, men det er bare for langt ude. Det er sådan rigtig, rigtig øv, hvad sker der her, siger Jan Linnebjerg til B.T.

Honorar afgøres af seertal

Årsagen til det manglende honorar er, at der har været markant færre seere til visningen af ’Alletiers Julemand’ i 2014 – sammenlignet med premieren i 1997. TV 2 skal kun udbetale honorar til skuespillerne, hvis 50 % af alle seere, der har fjernsynet tændt klokken 20, vælger at se Pyrus.

– Jeg ved ikke, hvem det er, de betaler, men TV 2 kan købe sig til, at de ikke skal betale noget til skuespillerne, hvis de i fremtiden finder på at genudsende en Pyrus-julekalender. Det her må komme til at gå ud over rigtig mange skuespillere. Forbundet har efter min mening sovet i timen, siger Jan Linnebjerg til B.T.

TV 2: vi overholder overenskomsten

I en mail til B.T. skriver TV 2 om aftalen:

“TV 2 afholder genudsendelseshonorar til skuespillere, der har medvirket i tv-produktion, i henhold til den overenskomst, der er indgået mellem Producentforeningen og Dansk Skuespillerforbund vedrørende tv-produktion. Den samme model, som andre tv-stationer benytter sig af.

I henhold til denne overenskomst udbetales der genudsendelseshonorar efter en rating-model – altså på baggrund af seertal blandt alle danskere på 3 år og derover. I det konkrete tilfælde med ’Alletiders julemand’ har TV 2 tilbage i 2007 udbetalt genudsendelseshonorar, men sammentællingen af seertallene for visningerne af ’Alletiders julemand’ i 1997 og 2007 har ikke udløst endnu et genudsendelseshonorar til skuespillerne i henhold til ovennævnte overenskomst.”

Heldigvis for Jan Linnebjerg er børnene stadig så vilde med hans Pyrus, at han stadig hvert år i december tjener kassen på at rundt i hele landet og optræde som nissen.

Søg