Bliver Sophie og Gnisterne TV 2’s næste julekalender?

Foto: Red Zebra

TV 2 er på jagt efter ideer til en ny familiejulekalender, der skal sendes i 2015. En af de ideer, der kæmper om at blive valgt, er projektet ‘Sophie og Gnisterne’, som er udviklet af produktionsselskabet Red Zebra.

Selskabet er netop nu i gang med at lave en pilot til julekalenderen, der skal afleveres til TV 2 senest den 12. december.

– Mens Hollywood desperat har taget patent på eventyret, har vi glemt, at Danmark er eventyrets land. Det vil vi gøre op med ved at lave en af de mest ambitiøse julekalendere nogensinde, fortæller Niels Kjær Olsen, der er direktør i Red Zebra.

Foto: Red Zebra

En by, hvor julen er forbudt

‘Sophie og Gnisterne’ handler om pigen Sophie, der bor på et børnehjem i byen Lundhavn. I Lundhavn er det forbudt at tale om jul. Byen er styret af den onde Karnov, der ejer byens elselskab. Hvis bare man kommer til at sætte en lidt for rød lampe i vinduet, lukker han for strømmen.

En dag finder Sophie en tegning af et mærkeligt træ, som hun ikke ved, hvad er. Hver gang hun forsøger at spørge de andre i byen, hvad tegningen forestiller, bliver de meget tavse.

Sammen med vennen Lars drager Sophie på eventyr, for at finde ud af, hvad det er, tegningen forestiller. Her finder hun frem til et juletræ. Da hun fælder træet, møder hun en “gnist”, der bor inde i træet.

– ‘Gnisten’ er vores fortolkning af en nisse. Det er et særligt åndeligt væsen, som kun børn kan se, fortæller Niels Kjær Olsen.

Foto: Red Zebra

Stjerner på rollelisten

To tidligere julekalenderstjerner spiller hovedrollerne i julekalenderens pilot. Martin Brygmann er castet i rollen som den onde Karnov, og Lars Knutzon spiller den glade fyrmester, der er børnenes ven.

– Vi håber meget, at TV 2 også ser et stort potentiale i vores projekt. Det er nogle dygtige folk, der er med ombord. Blandt andet Fabian Wullenweber, der har været instruktør på Forbrydelsen, fortæller Niels Kjær Olsen.

Foto: Red Zebra

Red Zebra samarbejder med Nordisk Film om projektet. Der er i alt fem produktionsselskaber med i kapløbet, om at lave TV 2’s næste julekalender.

Besøg Sophie og Gnisterne på Facebook

Søg