Igen i år har DR Ramasjang deres egen julekalender på programmet som supplement til den store familiejulekalender på DR 1.
Årets julekalender på børnekanalen for de mindste bliver et gensyn med ‘Jul på Slottet’ fra 1986. Det er fjerde gang, at kærlighedshistorien mellem prinsesse Miamaja og jægeren Valentin bliver vist på tv. Seneste genudsendelse var i 1998.
‘Jul på Slottet’ er af mange blevet kaldt en af de bedste julekalendere, der nogensinde er lavet. Julekalenderen er produceret af DR’s Provinsafdeling, og blev optaget på Rosenholm Slot, der i ligger ved Hornslet på Djursland. Det gamle slot bliver stadig den dag i dag besøgt af mange turister, der kender det fra julekalenderen.
Blandt skuespillerne er Morten Grundwald, Waage Sandø, Allan Olsen, Ole Thestrup og Lily Weiding. Rollerne som prinsesse Miamaja og Valentin bliver spillet af Hanne Steensgaard og Jens Zacho Böye.
En eventyrkonge i dyb gæld
‘Jul på Slottet’ fortæller historien om en vaskeægte eventyrkonge, der lever på et rigtigt eventyrslot, men som er i dyb gæld til nabolandet Montania efter en lang og udmarvende krig.
Den eneste måde hvorpå han kan betale sin gæld, er ved at gifte sin datter, den smukke prinsesse Miamaja, bort til prinsen af Montania. Men det vil Miamaja ikke finde sig i, og sammen med tjenestepigen Sibbe låser hun sig inde på sit værelse.
En dag ankommer en flot ung mand ved navn Valentin til slottet. Prinsesse Miamaja forelsker sig i Valentin, der udgiver sig for at være en fattig jæger. I virkeligheden er han dog prinsen af Montania, der har søgt ind på slottet i forklædning for at spionere.
Udover ‘Jul på Slottet’ på DR Ramasjang bliver ‘Pagten’ fra 2009 genudsendt på DR 1.