I år er det 50 år siden, at tv-julekalenderen kom til Danmark og startede en helt unik juletradition. I anledning af jubilæet har DR lavet en udstilling om julekalenderens historie, der vil kunne ses ved Observatoriet i Brorfelde fra den 1. december.
Observatoriet i Brorfelde spiller en stor rolle i dette års nye DR-julekalender ‘Julestjerner’, og udover kalenderudstillingen vil også instruktørerne Wikke og Rasmussen samt de unge skuespillere fra julekalenderen komme forbi i løbet af december og give autografer.
Komplet samling
På udstillingen vil man kunne se samtlige af de U-landskalendere, som DR har udgivet siden 1952, samt læse og se videoklip fra tv-udsendelserne.
– Udstillingen bliver en nostalgisk gennemgang af tv-julekalenderne og Børnenes U-landskalender fra alle årene, og tanken er, at vi fortsætter med udstillingen i de kommende år, hvor den så hvert år får tilføjet et afsnit om sidste års kalender og kan komme på besøg et nyt sted. Det kunne være på et slot, et historisk sted eller noget helt andet, fortæller projektleder Kasper Zederkof fra DR Multimedie.
Hjulpet mange børn
Siden Børnenes U-landskalender blev lanceret i 1962 har DR og Danida sammenlagt sendt omkring 165 millioner kroner af sted til fattige børn i Afrika, Latinamerika og Asien. Og også den historie bliver fortalt på udstillingen i Brorfelde.
– Med udstillingen vil DR gerne invitere danskerne på en historisk rejse gennem DR-julekalenderne. Vi ved, at det er noget, der optager mange, og er noget, der bliver talt om på kryds og tværs af generationerne. Både min mor og min søster har været forelsket i Prins Valentin fra Jul på Slottet, så vi håber, at udstillingen vil få snakken til at gå og skabe gensynsglæde, fortæller Kasper Zederkof.
Udstillingen har åbent lørdag og søndag i december fra klokken 10.00-17.00, og der er gratis adgang.