51 dage med uafbrudt julemusik 24 timer i døgnet. Det bliver virkelighed, når tv-kanalen ‘Uptown Christmas TV’ går i luften den 12. november.
Frem til nytår vil kanalen byde på et overflødighedshorn af populære julehits, lige fra klassikere som Last Christmas og Jul det’ cool til de nyeste skud på stammen.
Det er tv-stationen ‘Uptown TV’, der står bag den nye kanal. ‘Uptown TV’ er en tv-station, der udelukkende viser danske musikvideoer fra 1970’erne og frem til i dag. Den nye julekanal kommer dog både til at vise danske og udenlandske musikvideoer.
– Kanalen skal ses som tv-branchens bud på et velfungerende pop-up koncept. Tv kan være med til at bygge stærke fællesskabstraditioner op hos danske befolkning. Det ser vi allerede når TV 2 intensivt sender Tour de France eller når DR i en periode lægger Danmark ned hver fredag med X Factor. På samme måde er Christmas TV tænkt som et tilbud, der op til og i løbet af julen, giver danskerne den perfekte platform for julefesterne og julehyggen, fortæller Kasper Krüger, der er direktør for ‘Uptown TV’.
Bred dækning
Den nye tv-kanal vil kun eksistere i halvanden måned, men vil kunne ses af 75 % af alle danske husstande. Den vil være at finde hos blandt andet YouSee, Stofa, Boxer TV, Waoo! og Altibox.
– Det er et interessant initiativ at skabe en midlertidig tv-kanal, som kun knytter sig til en bestemt begivenhed eller årstid. Derfor har vi valgt at sige ja tak til at distribuere den på vores Ekstrakanal, som alle YouSee-kunder med et digitalt tv har adgang til. Og så ved vi jo også, at danskerne elsker julemusik i december, siger Ulf Lund, vicedirektør i YouSee.