Optagelserne til DR’s nye familiejulekalender ‘Julestjerner’ er i fuld gang, og nu har DR offentliggjort navnene på nogle af de skuespillere, der er med i julekalenderen.
På rollelisten finder vi blandt andre sangerinderne Szhirley, Caroline Henderson og Daimi. Derudover medvirker også skuespillerne Vigga Bro, Birthe Neumann, Rasmus Bjerg, Steen Stig Lommer og Troels Lyby i julekalenderen.
Hovedrollerne spilles af tre børn – Martine Hjejle, Igor Svideniouk og Sebastian Teschemacher. Martine Hjejle er kendt fra tv-serien Lykke, og har også lagt stemme til en af figurerne i Phineas og Ferb.
En julekalender om stjerner
Hvad julekalenderen handler om, er stadig et stort mysterium, men indtil videre vil DR røbe, at historien handler om stjerner – både dem i julestjernegartneriet, og dem man kan se på nattehimlen fra observatoriet.
I julekalenderen kommer vi blandt andet til at møde en Grus-grevinde, en lokal sherif, tre seje børn, nisser og søstrene Mormor.
Michael Wikke og Steen Rasmussen har skrevet og instrueret julekalenderen, og musikken er komponeret af Poul Halberg.
Optagelserne begyndte i november og bliver færdiggjort i maj. Herefter venter der flere måneders klippearbejde henover sommeren og efteråret, før julekalenderen kan præsenteres for seerne til december på DR 1.