Skaberne af Blå Mænd laver julekomedie

Julefrokosten
Foto: Fridthjof Film, Scanbox

En ny dansk julekomedie lander i biograferne den 13. november.

‘Julefrokosten’ hedder komedien, og filmen bliver produceret af duoen Rasmus Heide og Ronnie Fridthjof, der sidste år hittede med filmen ‘Blå Mænd’.

‘Blå Mænd’ blev med 450.000 solgte billetter en af de største succeser i 2008, men filmen måtte produceres uden offentlig støtte.

Denne gang kommer projektet til verden med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut. Instituttet giver 4,9 millioner kroner via den såkaldte 60/40-ordning, der tilgodeser film med et udpræget kommercielt potentiale.

Hemmelig handling

Selve handlingen i ‘Julefrokosten’ er stadig hemmelig, men flere af skuespillerne fra ‘Blå Mænd’ er blevet bekræftet til roller i den nye komediefilm.

Mick Øgendahl, Thure Lindhardt, Søren Malling og Martin Brygmann er blandt de skuespillere fra ‘Blå Mænd’, der også står på rollelisten i den nye film. De får selskab af blandt andre Kim Bodnia, Anders W. Berthelsen, Ghita Nørby, Dick Kaysøe og Julie Ølgaard.

En teaser med Thure Lindhardt i rollen som julemand er blevet lagt ud på nettet, som reklame for filmen. Den kan ses her:

Søg