Tredje og sidste julekalender i serien om Tinka.
Handling
Tinka har svært ved at håndtere rollen som førstenisse i Nissernes Rige. Der er mange problemer i de fire regioner, og de andre nisser, der er medlem af Samlingen, beslutter til sidst at vælte hende fra posten.
I sin frustration over at være blevet afsat af de nisser, som hun troede var hendes venner, tager Tinka på besøg hos Ingi i Ensomhedens Tårn for at snakke med hende.
Ingi får overtalt Tinka til, at hun skal have lov til at læse i rullerne med nissernes historie. Hvad Tinka ikke ved er, at Ingi med hendes troldeøje kan se hemmelige ting i rullerne, som nisserne ikke kan.
Ingi finder ud af, at Tinka har en ukendt tvillingesøster. Hun fortæller det til Tinka, hvilket får Tinka og Lasse til at gå på jagt efter at finde søsteren i menneskenes verden.
De finder frem til, at Tinkas søster hedder Flora og bor på et kollegie. Tinka opsøger Flora, der ligner hende fuldstændig.
De to beslutter sig for at prøve at bytte liv i tre dage. Tinka flytter ind på Floras værelse og overtager planlægningen af en kollegiefest, mens Flora rejser ind i nissernes verden.
Mens de to har byttet plads, lykkes det for Ingi at slippe ud af fængslet i Ensomhedens Tårn. Hun gennemfører et ritual, som hun har læst om i rullerne med nissernes historie, der får alle portalerne til menneskenes verden til at forsvinde.
Nu er Tinka strandet i menneskenes verden, mens Flora er strandet i nissernes verden. Falke, Grot og Birk har dog fornemmet, at noget ikke var som det skulle. De er derfor rejst ind i menneskenes verden for at finde Lasse, hvor de nu også er strandet.
Tinka finder ud af, at der er en hemmelig tunnel mellem menneskenes og nissernes verden. Da hun og de tre andre nisser bruger tunnelen, ender de dog på Vestensletterne – langt udenfor den kendte del af Nissernes Rige.
De skal nu forsøge at komme igennem den berygtede Helvardsskov, før de kan vende tilbage til Nissernes Rige og tage et opgør med Ingi.
Medvirkende
Tinka og Flora: Josephine Chavarria Højbjerg
Lasse: Albert Rosin Harson
Ingi: Ellen Hillingsø
Falke: Viilbjørk Malling Agger
Grot: Esben Dalgaard
Birk: Jakob Femerling
Nille: Neel Rønholt
Fileas: Christian Tafdrup
Skir: Hadi Ka-Koush
Mikkel, Lasses far: Martin Bo Lindsten
Maja, Lasses farmor: Birthe Neumann
Astrid: Rosita Nellie Holse Gjurup
Juliane: Anna Haarup Munch
Nissetegneren: Henrik Koefoed
Atari Allan: Ari Alexander
Kinok: Kristian Holm Joensen
Hovedforfattere: Morten Dragsted og Emil Millang
Episodeforfattere: Julie Petrine Glargaard og Christina Øster
Instruktion: Christian Grønvall
Producer: Sille Sterll
Produktion: Cosmo Film
Sendt i tv
2022, TV 2
Læs mere: Alle artikler om Tinka og Sjælens Spejl
Nye forfattere
‘Tinka og Sjælens Spejl’ er den tredje julekalender om Tinka. Manuskriptet til denne julekalender blev dog ikke skrevet af de samme, som havde skrevet manuskriptet til de to første i serien.
Mens det var første gang, at Emil Millang skrev manuskript til en julekalender, så havde Morten Dragsted tidligere både været med til at skrive ‘Den Anden Verden’ og ‘Mikkel og Guldkortet’, og han var også manuskriptkonsulent på den første Tinka-julekalender.
TV 2 og Cosmo Film havde en ide om, at det kunne være sjovt hvis skuespilleren bag Tinka, Josephine Chavarria Højbjerg, skulle spille flere forskellige roller i julekalenderen.
Morten Dragsted og Emil Millang fandt derfor på, at Tinka i begyndelsen af julekalenderen skulle finde ud af, at hun har en tvillingesøster i menneskenes verden. En tvillingesøster, der skulle være meget anderledes end Tinka.
Mens Tinka er ordentlig, pligtopfyldende og kompromissøgende, så er Flora mere individuel, egoistisk, og en der bare følger sine drømme uden at bekymre sig.
Læs mere: Forfatterne bag Tinka og Sjælens Spejl: Sådan var det at videreføre arven
Musik
Introsangen til ‘Tinka og Sjælens Spejl’ var den samme, som var blevet brugt i de to første julekalendere i serien. Den er skrevet af Burhan G og Lars Ankerstjerne, og blev sunget af Burhan G selv sammen med Frida Brygmann.
Ligesom i ‘Tinka og Kongespillet’ blev der dog også lavet en ny sang specifikt til denne julekalender, der blev brugt under outroen.
Den nye sang hed ‘Den Måneløse Nat’ og blev sunget af Malte August. Sangen var skrevet af Marcus Winther John, Rasmus Walter og Emil Adler Lei.
Der blev også lavet en musikvideo til sangen.
Læs mere: Musikken til Tinka og Sjælens Spejl er udkommet
Rekordmeget merchandise
Der blev lavet rigtig meget merchandise i forbindelse med ‘Tinka og Sjælens Spejl’.
TV 2 havde indgået et nyt samarbejde med butikskæden Salling Group, der gav kæden mulighed for at producere merchandise med Tinka, der kunne sælges i kædens butikker – Bilka, Føtex og BR.
Efterspørgslen efter at købe Tinkas nissehue var så stor, at halvdelen af alle de 210.000 huer, der var blevet lavet, allerede var blevet solgt den 10. november.
Selvom Salling Group besluttede at lave restriktioner på køb af nissehuen, så én kunde max kunne købe fire huer ad gangen, så var alle huerne udsolgt inden den 1. december.
Til gengæld kunne man købe en række andre produkter: Nissernes amulet, sengetøj, madkasse, drikkedunk, krus, puslespil, bluse, bukser, hyggesok, nattøj, natkjole, strømper og honninghjerte.
Der var selvfølgelig også en låge-julekalender, hvor overskuddet af salget gik til julemærkehjemmene, og så kunne man samle på samlekort med karaktererne og genstande fra julekalenderen.
Hver gang man handlede for 100 kroner i Bilka, Føtex eller BR, fik man en pakke med fire kort. Det var også muligt at købe et samlealbum til kortene.
Læs mere: Rekordmeget merchandise til årets Tinka-julekalender
Julekalendere i samme serie