Theo og Den Magiske Talisman

Foto: Ulrik Boel Bentzen, DFF, DR

Handling

Theodor, der ofte blot bliver kaldt Theo, har det svært i skolen. Han bliver mobbet af de andre elever i klassen og har ingen venner på sin egen alder.

Hans eneste ven er morfaren Harald. Det er derfor overvældende for Theo, da Harald lige inden jul falder om, og der er udsigt til at Theo mister ham.

Theo og Harald har sammen skabt en verden, som de kalder Thannanaya. Det er et sted, som alle må igennem, inden de er parate til at dø.

Theo tror, at Thannanaya bare er ren fantasi, men pludselig finder han ud af, at landet eksisterer i virkeligheden, og at han ved hjælp af en magisk talisman kan rejse derind.

Sammen med den nye pige i hans klasse, Simone, begiver Theo sig ud på en farefuld rejse gennem Thannanaya for at forsøge at hente sin morfar hjem igen inden jul.

Simone bor på et børnehjem, fordi hun har mistet begge sine forældre. Hendes håb er, at hun ved at hjælpe Theo måske også vil kunne møde sine forældre i Thannanaya og hente dem tilbage til livet igen.

Foto: Ulrik Boel Bentzen, DFF, DR

Medvirkende

Theodor: Kian Lawson-Khalili
Simone: Safina Coster-Waldau
Harald, morfar: Bjarne Henriksen
Helene, mor: Maria Rossing
Thomas, far: Jens Jacob Thychsen
Alma, lillesøster: Eva Klie Rubow
Mads Christian: Max Tranberg
Bjørn: Peter Zandersen
Karen: Benedikte Hansen
Otto: Dag Malmberg
Træmanden: Nicolas Bro
Faunen: Jens Andersen
Storbryggeren: Ulver Skuli Abildgaard
Berg-Gry: Mercedes Claro Schelin
Oraklet: Amanda Collin
Hidkalderen: Amelia Höy
Børsten: Josephine Ingrid Raahauge
Thanna: Sarah Boberg

Hovedforfattere: Peter Gornstein og Trine Piil Christensen

Instruktør: Peter Gornstein

Producer: Nynne Selin Eidnes

Oprindelig ide: Tone Mygind Rostbøll

Produktion: DR Drama

Sendt i tv

2018, DR 1
2025, DR 1

Læs mere: Alle artikler om Theo og Den Magiske Talisman

Foto: Ulrik Boel Bentzen, DFF, DR

En drengs rejse gennem et magisk rige

Den oprindelige ide til Theo og Den Magiske Talisman kom fra manuskriptforfatter Tone Mygind Rostbøll. Hun lavede et oplæg på ca. 25 sider, som lå hos DR i mange år, inden stationen besluttede at lave julekalenderen.

Peter Gornstein og Trine Piil Christensen blev sat til at videreudvikle historien og skrive julekalenderens manuskript.

Peter Gornstein kickstartede skriveprocessen med at læse sine bøger af mytologi-professoren Joseph Campbell. Det er de samme bøger, der for eksempel også har inspireret George Lucas i sit arbejde med Star Wars-universet.

I den mest kendte af bøgerne, Helten med de mange ansigter, beskriver Joseph Campbell en form for ‘grundmyte’, der går igen i mange af de gamle mytologiske fortællinger rundt omkring i verden.

En helt forlader det almindelige liv og drager ud på en form for rejse. Her bliver han udsat for en række prøver, der gør ham stærkere og klogere.

– Ligesom de gamle folkefortællinger var pejlemærker for datidens unge, som skulle lære af dem, hvad de skulle med livet, og hvor de skulle hen, så synes jeg at vi med Theo og Den Magiske Talisman er kommet med en moderne fortolkning af de store mytologiske fortællinger, fortalte Peter Gornstein i 2018 til Juleweb.dk

Læs mere: Historien bag Theo og Den Magiske Talisman

Foto: Ulrik Boel Bentzen, DFF, DR

Julekalenderen skifter titel

Oprindeligt var det meningen, at julekalenderen skulle have heddet Thannanaya. Det blev dog først ændret til Theodor og nøglen til Thannanaya – og derefter til Theo og Den Magiske Talisman.

Musik

Titelsangen til Theo og Den Magiske Talisman blev sunget af Mads Langer. Han skrev selv sangen sammen med Rasmus Bille Bähncke.

Talkshow

Som supplement til julekalenderen blev der lavet et talkshow i 24 afsnit med titlen Theo og Det Magiske Talkshow, der blev sendt på DR Ultra umiddelbart efter, at dagens afsnit af julekalenderen var løbet over skærmen på DR 1.

I talkshowet fik værten Jannik Schow besøg af skuespillerne fra julekalenderen, der fortalte hemmeligheder om optagelserne og deres forhold til jul – og blev udfordret i forskellige konkurrencer.

Locations

Mange af Thannanaya-scenerne i Theo og Den Magiske Talisman er optaget i Polen.

Det børnehjem, som Simone bor på, er i virkeligheden Kastanievej Efterskole på Frederiksberg i København.

Udgivelser

Theo og Den Magiske Talisman udkom på dvd i 2019.

Julekalendere

Seneste nyheder

Søg