Her er det foreløbige overblik over årets julekalendere på tv i 2025. Listen bliver opdateret efterhånden, som tv-stationerne offentliggør deres planer.
Årets julekalender på TV 2 er en fortsættelse af ‘Valdes Jul – Skovens Vogter’.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvad den nye julekalender handler om, eller hvad dens titel bliver.
Mange af skuespillerne fra den første julekalender er også med i fortsættelsen, men Amalie Dollerup er et nyt navn på rollelisten.
Læs mere: Historien om Valde fortsætter i en ny julekalender i 2025
Det er endnu ikke offentliggjort, hvilken julekalender DR vil sende i år, men det bliver sandsynligvis enten en genudsendelse af en dansk julekalender eller en udenlandsk julekalender.
Hvis DR vælger at genudsende en dansk julekalender, gætter Juleweb.dk på, at det enten bliver ‘Julefeber’ fra 2020, ‘Theo og Den Magiske Talisman’ fra 2018 eller ‘Julestjerner’ fra 2012.
Hvis DR vælger at sende en udenlandsk julekalender, kunne det måske blive den norske julekalender ‘Snefald 2’ fra 2023, da DR sendte 1’eren i både 2017 og 2024.
Allerede til sommer vil nogle af karaktererne fra sidste års julekalender, ‘Tidsrejsen 2’, vende tilbage på skærmen i tv-serien ‘Heksejagten’.
DR har afsløret, at den nye tv-serie blandt andet vil byde på et gensyn med Holly, Laurentius, Fyrst Drago og frøken Sculabia.
Handlingen i tv-serien er fortsat hemmelig, men at dømme ud fra DR’s trailer ser det ud til, at Laurentius rejser til nutiden og møder Holly, fordi han har brug for hjælp. Hans far, Fyrst Drago, er blevet anklaget for hekseri.