Den Anden Verden

Den Anden Verden
Foto: Per Arnesen, DR

Handling

Selvom den ene kun er ti minutter ældre end den anden, er der stor forskel på de to 15-årige tvillingesøstre Sara og Anna.

De bruger begge meget tid på ‘Det Gyldne Teater’, som deres mor er leder af. Sara spiller hovedrollen i årets juleforestilling, mens Anna, der lider af sceneskræk, arbejder som sufflør.

Sara er forelsket i Janus, der spiller prinsen i forestillingen. Desværre har Janus allerede en kæreste, og det gør Sara meget frustreret, at han ikke vil kysse hende under prøverne.

Foto: Per Arnesen, DR

En aften er Sara og Anna nede ved åen for blandt andet at snakke om Saras kærestesorger. Sara bliver overmodig og kravler op på rækværket af en bro. Pludselig mister hun balancen og falder ned i det iskolde vand.

Vandet er magisk, og mens Anna kæmper for at få hende op ad åen og redde hendes liv, bliver Sara suget ind i en eventyrverden befolket med figurerne fra Brødrene Grimms eventyr. Pludselig befinder hun sig i Snevides sted og er på flugt fra en ond dronning, der vil slå hende ihjel.

Foto: Per Arnesen, DR

Sara møder de syv dværge og en flot, ung prins, som hun hurtigt forelsker sig i. Men netop som hun er kommet i kontakt med prinsen, bliver hun vækket i den virkelige verden og ryger ud af eventyrverdenen.

Sara finder ud af, at hun ved at trække vejret på en særlig måde, kan komme tilbage til eventyrverdenen. Men for at komme i kontakt med prinsen igen, må hun både prøve at være Askepot, Tornerose og Grethe, der bliver holdt fanget af en heks.

Medvirkende

Sara: Caroline Vedel
Anna: Fanny Bornedal
Prinsen: Andreas Jessen
Rikke, mor: Christine Albeck Børge
Phillip: 
Lars Brygmann
Janus: Jacob August Ottensten
Dronningen: Sofie Gråbøl
Ludwig, dværg: Kristian De Linde
Heinz, dværg: Sigrid Husjord

Manuskript: Bo Hr. Hansen og Nikolaj Scherfig

Intruktion: Lars Kaalund og Tilde Harkamp

Producer: Andreas Hjortdal

Produktion: DR

Sendt i tv:

2016, DR 1

Læs også: Alle artikler om Den Anden Verden

Foto: Per Arnesen, DR

Historie om at blive voksen

Ideen til at lave en julekalender om Brødrene Grimms eventyr kom fra den tyske distributør Kluas Rasmussen, der er født og opvokset i Danmark. Han havde egentlig forestillet sig en julekalender, der skulle produceres som et samarbejde mellem DR og en tysk tv-station. Det endte dog med at blive DR alene, der lavede serien.

DR lod manuskriptforfatterne Bo Hr. Hansen og Nikolaj Scherfig udvikle historien. De to havde tidligere skrevet ‘Jesus og Josefine og ‘Mikkel og Guldkortet’ til TV 2.

De fleste af de gamle folkeeventyr hander om at gå fra barndommen til voksenlivet, og derfor valgte forfatterparret at lade det blive temaet i julekalenderen. Forfatterne fik lov af DR til at lade hovedpersonerne være to 15-årige piger, selvom det ofte ikke er julekalenderens kerne-målgruppe.

Læs også: Nikolaj Scherfig: Julekalenderen er en super spændende genre

Foto: Per Arnesen, DR

Kritik af åndedræts-scenerne

‘Den Anden Verden’ havde i gennemsnit 697.000 seere ved førstegangsvisningen i 2016, hvilket var en del under det forventede niveau. De fleste andre nyproducerede julekalendere i årene før havde haft over en million seere i snit.

Julekalenderen blev især kritiseret for de scener, hvor Sara, ved at trække vejret på en bestemt måde, forsøger at komme til eventyrverdenen. Mange forældre var bange for at børn ville tage ved lære af Saras måde at trække vejret på – og dermed komme til skade.

Læs også: DR svarer på kritik af Den Anden Verden

Foto: Per Arnesen, DR

Musik

Titelmelodien til ‘Den Anden Verden’ blev skrevet af Jesper Mechlenburg og sunget af de to hovedrolleindehavere Caroline Vedel og Fanny Bornedal.

Locations

Mange af eventyrsekvenserne er optaget på forskellige slotte rundt omkring i Danmark. Nyborg Slot, Egeskov Slot og Kronborg har alle været brugt.

Læs også: Færdig med optagelserne til Den Anden Verden

Den Anden Verden Optagelse Egeskov Slot
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Julekalendere

Seneste nyheder

Søg