Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1810 (ny udgave 1853)
Melodi: Jacob Georg Meidell, ca. 1840
1.
Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.
2.
Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.
3.
Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.
4.
Vise mænd fra Østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.
5.
De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.
6.
Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.
7.
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddomsord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
Sang om de hellige tre konger
‘Dejlig er den himmel blå’ er skrevet af digteren N. F. S Grundtvig. Faktisk har Grundtvig lavet to udgaver af denne salme. Den første udgave blev skrevet i december 1810 og udgivet i april 1811 i tidsskriftet ‘Sandsigeren’.
Dengang hed salmen ‘De Hellige Tre Konger’ og var på hele 19 vers. I 1853 lavede Grundtvig en forkortet udgave på syv vers, og det er den version, vi kender i dag.
Grundtvigs sang blev oprindeligt ikke skrevet til brug juleaften – men til helligtrekongers-aften den 5. januar. På landet var der i gamle dage tradition for at man fejrede de hellige tre konger med optog og sange gennem byen, hvor man også klædte sig ud som de hellige tre konger. Optoget markerede afslutningen på de tolv juledage.
Der er skrevet hele tre forskellige melodier til ‘Dejlig er den himmel blå’. Den første melodi blev skrevet omkring år 1837 af C. E. F. Weyse, og der blev også skrevet en melodi i 1917 af Thomas Laub. Den mest kendte melodi er skrevet omkring år 1840 af Jacob Georg Meidell.
De oprindelige 19 vers
1.
Deilig er den Himmel blaa,
Lyst det er, at see derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke,
Os fra Jorden op til sig.
2. (ikke med i ny udgave)
Kommer Smaa, og hører til!
Jeg for eder sjunge vil
Om saa lys og mild en Stjerne,
Jeg det veed, I høre gierne:
Himlen hører eder til.
3.
Det var midt i Julenat,
Hver en Stjerne glimted mat,
Men med Eet der blev at skue
En saa klar paa Himlens Bue,
Som en liden Stjernesol.
4. (ikke med i ny udgave)
Langt herfra, i Østerland
Stod en gammel Stjernemand,
Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
Saae det Lys i Stjernevrimlen,
Blev i Sind saa barneglad.
5.
Naar den Stjerne lys og blid
Sig lod see ved Midnatstid,
Var det Sagn fra gamle Dage,
At en Konge uden Mage
Skulde fødes paa vor Jord.
6. (ikke med i ny udgave)
Derfor blev i Østerland
Nu saa glad den gamle Mand;
Thi han vilde dog saa gierne
See den lyse Kongestjerne,
Før han lagdes i sin Grav.
7. (ikke med i ny udgave)
Han gik til sin Konges Slot,
Kongen kiendte ham saa godt,
Hørte og med Hjertens Glæde,
At det Lys var nu tilstæde,
Hvorom gamle Spaadom lød.
8. (omskrevet i ny udgave)
Han med Søn og Stjernemand
Flux uddrog af Østerland,
For den Konge at oplede,
For den Konge at tilbede,
Som var født i samme Stund.
9. (ikke med i ny udgave)
Klare Stjerne ledte dem
Lige til Jerusalem,
Kongens Slot de gik at finde,
Der var vel en Konge inde,
Men ei den de ledte om.
10. (ikke med i ny udgave)
Klare Stjerne hasted frem,
Ledte dem til Betlehem,
Over Hytten lav og lille
Stod saa pludselig den stille,
Straalede saa lyst og mildt.
11. (omskrevet i ny udgave)
Glade udi Sjæl og Sind
Ginge de i Hytten ind,
Der var ingen Kongetrone,
Der kun sad en fattig Kone,
Vugged Barnet i sit Skiød.
12. (ikke med i ny udgave)
Østerlands de vise Mænd
Fandt dog Stjernen der igien,
Som de skued i det Høie,
Thi i Barnets milde Øie
Funklende og klar den sad.
13. (ikke med i ny udgave)
Den var dem et Tegn saa vist,
At de saae den sande Krist,
Derfor neied de sig glade,
Offrede paa gyldne Fade
Røgelser med søde Lugt.
14. (ikke med i ny udgave)
Vil I Smaa ei ogsaa gierne
See den lyse milde Stjerne,
For den Konge dybt jer neie,
Som Guds Rige har i Eie,
Og vil lukke jer derind?
15. (ikke med i ny udgave)
Seer I til den Himmel blaa,
Med de gyldne Stjerner paa,
Der den Stjerne ei I finde,
Men den er dog vist derinde
Over Jesu Kongestol.
16. (ikke med i ny udgave)
Thi det Barn, som var paa Jord,
Blevet er en Konge stor,
Og han sidder nu deroppe,
Over alle Stjernetoppe
Hos Gud Faders høire Haand.
17. (ikke med i ny udgave)
Neier eder kun, I Smaa!
Han fra Himlen seer derpaa.
Sender ham med Hjertensglæde
Lov og Pris til høie Sæde!
Det er Røgelse for ham.
18.
Stjernen ledte vise Mænd
Til nyfødte Konge hen,
I har og en saadan Stjerne,
Og naar I den følge gierne,
Komme I til Jesum vist.
19.
Denne Stjerne, lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er hans Guddomsord det klare,
Som han lod os aabenbare
Til at lyse for vor Fod.
Kilder og videre læsning
Grundtvigsk Forum, Dejlig er den himmel blå
Det Kongelige Bibliotek, Dejlig er den himmel blå