The Julekalender

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Handling

For mange år siden måtte nisserne flygte fra deres huler i Jylland, fordi de blev jagtet af de onde nåsåere.

I det yderste hjørne af verden er nissen Gammel Noks spilledåse med hans livsmelodi ved at gå i stå. Nøglen til at trække den op med glemte han i en af hulerne, da nisserne flygtede.

Han sender de tre nisser Hansi, Gynter og Fritz afsted for at finde nøglen. Men da nisserne flyver ind over Jylland, løber deres fly tør for benzin, og det styrter ned. Propellen på flyvemaskinen bliver bøjet og fuldstændig umulig at rette ud.

De tre nisser finder vej til hulen og nøglen, men de kan ikke komme hjem, før Gynter har snittet en ny propel.

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Tæt ved hulen bor kartoffelavlerparret Oluf og Gertrud Sand. De får en dag uventet besøg af en mærkelig københavner ved navn Benny. Hans bil er brudt sammen, og han bliver derfor nødt til at overnatte hos dem et stykke tid.

Hvad Oluf og Gertrud ikke ved er, at Benny i virkeligheden er nåsåer, som med tiden har taget menneskeskikkelse. Hans mission er at finde frem til nissernes hemmelige hule og få fat i ‘Den Store Bog’, der indeholder alle nissernes hemmelige trylleformularer.

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Medvirkende

Oluf Sand / Fritz: Viggo Sommer
Gertrud Sand / Gynter: Carsten Knudsen
Benny / Hansi: Uffe Rørbæk Madsen
Gammel Nok: Poul Bundgaard
Fortæller: Bent Mejding
Oplæser af Radioavisen: Ole Aaby

Manuskript og instruktion: De Nattergale og Hans-Erik Saks

Produktion: Saks Film

Sendt i tv

1991, TV 2
1994, TV 2
2001, TV 2
2008, TV 2
2010, TV 2
2011, TV 2
2012, TV 2
2013, TV 2
2017, TV 2 Charlie
2018, TV 2 Charlie
2019, TV 2 Charlie
2020, TV 2 Charlie
2021, TV 2 Charlie
2022, TV 2 Charlie
2023, TV 2 Charlie

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Den Store Klogebog

‘The Julekalender’ blev skabt af satiregruppen De Nattergale og filmproducenten Hans-Erik Saks, der siden 1987 havde lavet flere forskellige tv-projekter sammen.

I foråret 1991 deltog Hans-Erik Saks i et møde på TV 2, hvor der blev efterlyst ideer til en ny julekalender for voksne.

Hans-Erik Saks tænkte straks, at det var et oplagt projekt for ham og De Nattergale. Derfor tog han gruppen med ud og sejle på hans båd M/S Slow-Motion, hvor de skrev et udkast til en julekalender med titlen ‘Den Store Klogebog’.

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

TV 2 ville ikke lave julekalenderen

TV 2 brød sig dog ikke om udkastet. I ‘The Julekalender Book’, som Hans-Erik Saks har skrevet om tilblivelsen af ‘The Julekalender’, kan man læse, at den daværende souschef på TV 2 mente, at julekalenderen var for plat og aldrig ville kunne sendes på TV 2.

Hans-Erik Saks fik dog efter lange forhandlinger overbevist chefen om, at hvis han selv kunne skaffe halvdelen af de tre millioner kroner, som julekalenderen ville koste at lave, ville TV 2 betale den anden halvdel.

Kort tid efter blev Hans-Erik Saks kontaktet af chips-firmaet ‘Party Foods Snack Time’ fra Give, der ville have ham til at lave nogle reklamefilm. Efter at have snakket med Hans-Erik Saks endte direktøren dog med at droppe reklamefilmene og blev i stedet sponsor for den nye julekalender.

Fordi Hans-Erik Saks selv måtte skaffe halvdelen af pengene til produktionen, endte han og De Nattegale med at få de fulde rettigheder til julekalenderen.

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Vestjysk humor

De Nattergale var kendt for at lave satire om livet i Jylland, og det var derfor oplagt at lade et vestjysk kartoffelavler-par blive hovedpersoner i julekalenderen og give dem modspil ved at lade en københavner flytte ind hos dem.

Gruppen havde allerede i 1989 lavet en lyd-sketch, ‘Laver I Så Sjel A Mad’, hvor Carsten Knudsen spiller en unavngiven kvinderolle, som på en prik minder om Gertrud Sand.

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Sjove vendinger

Julekalenderen blev kendt for de mange specielle udtryk, som karaktererne siger igen og igen i løbet af de 24 afsnit. Her er et udpluk:

Oluf:

– Det bår’ dæjli’
– Det var li’ godt grow’
– A ska’ ud og puste grise op

Gertrud:

– Det ska’ ik’ komme an å det da
– Vi må da håbe, det bli’r bedre i morgen
– A står under æ mistelten

Benny:

– Bob Bob Bob
– Pis mig i øret
– Nu slynger jeg lige en bemærkning ud i luften

Udtrykket at ‘puste grise op’, som Oluf siger, hver gang han skal på toilettet, stammer oprindeligt fra en tourmanager, som godt kunne lide at gøre grin med De Nattergales bonderøvsagtige facon. ‘Skal I hjem og puste grise op?’ sagde han ofte til dem.

Udtrykket ‘Bob Bob Bob’, som Benny blev kendt for at sige, stammer fra en københavnsk pladeproducer, som De Nattergale på et tidspunkt havde været til møde med.

Oprindeligt var det meningen, at nisserne i julekalenderen skulle have haft deres helt eget sprog. Men da det blev for svært at lave med den korte tid, der var til rådighed, fandt gruppen i stedet på at lade nisserne tale en blanding af dansk og engelsk.

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Redaktørens kone faldt i søvn

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at The Julekalender skulle blive en stor succes. Under testvisningen af julekalenderen få dage inden premieren faldt TV 2-redaktør Mogens Kløvedals kone i søvn, og De Nattergale frygtede det værste.

Julekalenderen blev dog et kæmpe hit blandt danskerne. To millioner fulgte med i julekalenderen i 1991, hvis man lægger seertallene til førstegangsvisningen og genudsendelsen dagen efter sammen. Efterfølgende er det blevet dén julekalender, der er blevet genudsendt suverænt flest gange.

Songs from The Julekalender

Musik

Sangene til The Julekalender blev skrevet af De Nattergale. De udkom på CD, LP og MC i 1991, og allerede inden juleaften havde De Nattergale fået en guldplade for udgivelsen. Det krævede dengang, at man havde solgt 40.000 eksemplarer.

I forbindelse med genudsendelsen af julekalenderen i 2001 blev sangene genudgivet på CD i nyt cover, hvor der også fulgte et PC spil med.

Norsk og finsk version

Efter at The Julekalender var blevet en kæmpe succes i Danmark, gik Hans-Erik Saks i gang med at forsøge at sælge julekalenderen til andre lande.

I 1993 lavede han en norsk udgave af julekalenderen med satiregruppen Travellin’ Strawberries for TV 2 i Norge.

The Julekalender Norge Travellin' Strawberries
Norsk udgave af The Julekalender

Manuskriptet til den norske julekalender var en næsten direkte oversættelse af den danske, og julekalenderen blev også optaget i de samme kulisser i Hørning ved Aarhus, hvor den danske julekalender var blevet optaget.

Oluf Sand blev til Olaf Sand, og hans udtryk ‘Det bar’ dæjli’ blev til ‘Det er berre lekkert’. Julekalenderen blev også en stor succes i Norge, hvor den efterfølgende næsten er blevet genudsendt ligeså mange gange, som i Danmark.

The Joulukalenteri Tro Salletti
Finsk udgave af The Julekalender

I Finland blev julekalenderen lavet med satiregruppen Trio Saletti for MTV3 i 1997. Her skiftede alle personerne dog navne. Oluf og Gertrud Sand blev til Olli og Kerttu Santanen, og de finske nisser hed Toivo, Kauko og Hante.

‘The Julekalender’ blev til ‘The Joulukalenteri’, og når dagens låge åbnede i begyndelsen af afsnittet, kom der ikke blade gennem lågen – men sne.

Der var også forhandlinger i gang med en svensk tv-station om at lave en svensk udgave af julekalenderen, men det blev aldrig til noget.

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Tv-tradition

I 2010 fik TV 2’s daværende programchef Palle Strøm den ide, at The Julekalender skulle sendes på tv hvert år og dermed blive en tv-tradition hos TV 2, ligesom Disneys Juleshow og 90 års-fødselsdagen var det hos DR.

Traditionen fortsatte til og med 2013, hvor en ny programledelse på TV 2 satte den på pause på grund af faldende seertilslutning.

I 2017 blev traditionen dog genoptaget på TV 2 Charlie, hvor julekalenderen har været sendt hvert år siden.

Læs mere: TV 2 vil gøre The Julekalender til en årlig tradition

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Optræden for Dronningen

I Kølvandet på The Julekalender medvirkede De Nattergale i en række forskellige tv-shows, hvor de optrådte som Oluf, Gertrud, Benny og nisserne.

Blandt andet optrådte nisserne til Dronnings Margrethes 70 års fødselsdag, hvor ‘It’s Hard To Be A Nissemand’ blev skrevet om til ‘The Queen Has Fødselsdaw I Daw’.

I oktober 2013, da TV 2 fejrede sit 25 års jubilæum, var både Oluf, Gertrud og nisserne med som publikum til det store fødselsdagsshow, og da TV 2’s julekalendere havde 25 års jubilæum i 2015, kunne man i et indslag i ‘Alletiders Juleshow’ høre karaktererne fortælle, hvad der var sket i deres liv siden 1991.

The Julekalender Udstilling Bundsbaek Moelle
The Julekalender-udstillingen på Bundsbæk Mølle i 2014

Oluf og Gertrud på museum

I 2014 fik museet Bundsbæk Mølle ved Skjern overdraget alle de originale rekvisitter fra The Julekalender. Med rekvisitterne genskabte de Oluf og Gertruds stue og køkken, så danskerne selv kunne komme på besøg i det berømte kartoffelavlerhjem.

Udstillingen blev så stor en succes, at museet året efter også genskabte nissernes hule.

Læs mere: The Julekalender kommer på museum

Location

Den udvendige del af Oluf og Gertrud hus ligger i Bjerager ved Odder. Det var Hans-Erik Saks, der tilfældigt opdagede huset under en søndagskøretur i området.

Eriksmindevej 51
8300 Odder

Kilder og videre læsning

Hans-Erik Saks, The Julekalender Book, 2008

Julekalendere

Seneste nyheder

Søg