Ingen Robert-pris til Tinka og Kongespillet

Foto: Cosmo Film, TV 2

Det lykkedes ikke for ‘Tinka og Kongespillet’ at vinde en pris ved den årlige Robert-prisuddeling.

Julekalenderen var nomineret i to kategorier – ‘Årets Korte Tv-serie’ og ‘Go’ Seerprisen’. Førstnævnte pris vandt ‘Tinkas Juleeventyr’ for to år siden. Sidstnævnte pris blev i år uddelt for første gang.

Prisen som ‘Årets Korte Tv-serie’ blev vundet af YouSee-serien ’31’, mens ‘Go’ Seerprisen’ blev vundet af ‘Badehotellet’.

Det er medlemmerne af ‘Danmarks Film Akademi’, der bestemmer, hvem der skal vinde de fleste af Robert-priserne – herunder prisen som ‘Årets Korte Tv-serie’ – mens alle danskere har mulighed for at stemme til ‘Go’ Seerprisen’.

Foto: Torben Kloster, DR

Tidligere vindere

Det var i år ottende gang, at tv-serier havde mulighed for at vinde en Robert-pris. Tidligere var prisen kun forbeholdt spillefilm. I løbet af de otte år har julekalendere været med i kapløbet om at vinde Robert-priser syv gange, og tre gange har en julekalender vundet en pris.

I 2013 vandt Birthe Neumann prisen som ‘Årets Kvindelige Birolle i en Tv-serie’ for sin rolle som grus-grevinden Vera i ‘Julestjerner’.

I 2017 vandt Bodil Jørgensen prisen som ‘Årets Kvindelige Birolle i en Tv-serie’ for sine roller i ‘Rytteriets Jul’, og i 2018 løb holdet bag ‘Tinkas Juleeventyr’ altså med prisen som ‘Årets Korte Tv-serie’.

Hele Robert-prisuddelingen kan ses på Blockbusters YouTube-side