Tinka og Kongespillet er nomineret til en Robert-pris

Tinka og Kongespillet
Foto: Per Arnesen, TV 2

Holdet bag ‘Tinka og Kongespillet’ har mulighed for at generobre titlen som ‘Årets Korte Tv-serie’, når de prestigefyldte Robert-priser bliver uddelt i slutningen af januar.

‘Tinkas Juleeventyr’ vandt prisen i 2018, og nu er det blevet offentliggjort, at ‘Tinka og Kongespillet’ er én ud af fem nominerede til prisen i 2020.

Julekalenderen skal kæmpe om titlen mod tv-serierne ‘Forhøret’, ‘Kemohjerne’, ’31’ og ‘Doggystyle’. Sidstenævnte vandt prisen sidste år.

Det er i år ikke lykkedes for nogle af skuespillerne i julekalenderen at blive nomineret til en Robert for deres roller. I 2018 blev Christian Tafdrup ellers nomineret til en pris for sin rolle som Prins Fileas i ‘Tinkas Juleeventyr’.

Foto: Torben Kloster, DR

Tidligere vindere

Det er i år ottende gang, at tv-serier har mulighed for at vinde en Robert-statuette. Tidligere var prisen kun forbeholdt spillefilm. I løbet af de otte år har julekalendere været med i kapløbet om at vinde Robert-priser syv gange, og tre gange har en julekalender vundet en pris.

I 2013 vandt Birthe Neumann prisen som ‘Årets Kvindelige Birolle i en Tv-serie’ for sin rolle som grus-grevinden Vera i ‘Julestjerner’.

I 2017 vandt Bodil Jørgensen prisen som ‘Årets Kvindelige Birolle i en Tv-serie’ for sine roller i ‘Rytteriets Jul’, og i 2018 løb holdet bag ‘Tinkas Juleeventyr’ altså med prisen som ‘Årets Korte Tv-serie’.

Robert-prisuddelingen bliver afholdt søndag den 26. januar i Tivoli Congress- og Kulturcenter i København.

Søg