Forældre raser over mangel på Tinka-nissehuer

Tinka og Kongespillet
Foto: Per Arnesen, TV 2

Efterspørgslen på Tinkas nissehuer har været større end TV 2 og bilfirmaet Ford havde regnet med.

Mange børn er i løbet af de seneste dage gået tomhændet hjem, når de har forsøgt at få fat på en Tinka-hue hos en Ford-forhandler – og det har fået både de tabloide og sociale medier i kog.

På Ford Danmarks Facebookside skriver vrede forældre blandt andet:

“Hvor er det øv i opfordre børn til at besøge jer og derefter ikke har nissehuer og ingen udsigt til flere. Har snakket med flere Ford forhandlere i en omkreds af 50 km og ingen har udsigt til flere. Det er godt nok ringe – har 3 børn der havde glædet sig til at ligne Tinka.”

Har et barn, der blev virkelig ulykkelig, og er 100% sikker på, jeg ikke er den eneste, der står med et barn, der blev virkelig skuffet og ked af det. Det er virkelig skuffende at bruge penge mange penge på at få samlekortene, og når man så endelig får nissehue-kortet, så kan man sgu ikke få nissehuen alligevel.

“Mine børn var MEGET skuffede i går. Det kan godt være lidt svært at forklare en dreng på 3 (næsten 4), at han alligevel ikke kan få ombyttet sit kort til en nissehue. Fordi en bilhandler har taget et forbehold og hans far havde glemt at læse det med småt i Tinka samlemappen…”

Tinka og Kongespillet Nissehue Ford Reklame

50.000 nissehuer var ikke nok

For at få en Tinka-nissehue har man enten skullet lave sit eget nisse-emblem på det ark, der fulgte med TV 2’s julekalender, eller også skulle man være heldig at finde et hue-kort blandt de Tinka-samlekort, som man lige nu får udleveret i flere af Coops butikker.

Der er blevet fremstillet 50.000 nissehuer. Det er to en halv gange flere, end da ‘Tinkas Juleeventyr’ blev sendt for to år siden. Alligevel har det ikke været nok.

– Vi har sammen med TV 2 aftalt, hvad der var et passende antal. Vi har bestilt 50.000 huer, hvilket svarer til, at vi giver en hue til 5,5 procent af alle danske børn mellem to og 15 år. Det er to en halv gange så mange som i 2017, men vi anede ikke, at ‘Tinka og Kongespillet’ ville blive så stor en succes, siger Lene Dahlquist, der er kommunikationsdirektør i Ford, til B.T.

– Det ærgrer os selvfølgelig, og vi ved, at det også ærgrer hos Ford, som har gjort et stort arbejde for at fordele de resterende huer til de steder, hvor efterspørgslen har været størst, siger Jacob Fischer-Nielsen, der er Head of Branded Content hos TV 2.

På Den Blå Avis har en bruger sat Tinkas nissehue til salg for 500 kroner.

Søg