Disse skuespillere er med i den nye Alene Hjemme-film

Disney offentliggjorde tidligere i år, at man ville lave en ny ‘Alene Hjemme’-film, og nu har studiet sat navn på de centrale skuespillere i filmen.

Ifølge The Hollywood Reporter skal den 10-årige britiske skuespiller Archie Yates spille barnet, der bliver efterlads alene hjemme. Hans navn i den nye film bliver dog ikke Kevin McCallister.

Archie Yates har tidligere spillet hovedrollen i den amerikanske komediefilm ‘Jojo Rabbit’.

Hans forældre skal spilles af Ellie Kemper, der er kendt fra serien ‘Unbreakable Kimmy Schmidt’, og Rob Delaney, der tidligere har spillet med i komedieserien ‘Catastrophe’.

Får anden titel

Filmen har indtil videre fået arbejdstitlen ‘Alene Hjemme’, da dens handling minder meget om den første ‘Alene Hjemme’-film, men når filmen udkommer til jul næste år vil den formentlig have fået en anden titel.

Mikey Day og Streeter Seidell har skrevet manuskriptet til filmen. De skriver også sketches til det populære amerikanske satireshow ‘Saturday Night Live’. Dan Mazer skal være instruktør.

Filmen skal optages i begyndelsen af det nye år i Canada og får premiere på streamingtjenesten Disney+.