Josephine Højbjerg: Dejligt at spille Tinka igen

Tinka
Foto: Per Arnesen, TV 2

Til daglig går 16-årige Josephine Chavarria Højbjerg i gymnasiet på Bornholm, men i december er hun kendt i hele Danmark som nissepigen Tinka.

Allerede i efteråret 2017 – inden den første julekalender om Tinka overhovedet var blevet sendt – blev Josephine Højbjerg spugt om hun ville være med i en fortsættelse, og det var hun ikke i tvivl om, at hun ville sige ‘ja’ til.

– Det har været rigtig dejligt at spille Tinka igen. Det er jo et stykke tid siden, at vi lavede ‘Tinkas Juleeventyr’, så det har været rigtig dejligt at være tilbage med hele holdet og alle skuespillerne, fortæller Josephine Højbjerg til Juleweb.dk

Tinka og Kongespillet
Foto: Per Arnesen, TV 2

Tinka er blevet mere modig

I ‘Tinka og Kongespillet’ er kongen ikke vendt tilbage fra sin rejse rundt i Nissernes Rige. Der skal derfor findes en ny konge via et såkaldt ‘Kongespil’, og Tinka er én af de fire deltagere i spillet. Men stærke kræfter forsøger at forhindre hende i at vinde.

– Tinka er blevet ældre, og så er hun blevet mere modig. Jeg synes altid, at hun har været modig, men hun er blevet tvunget til at være mere modig på grund af alt det med hendes far og hele kongespillet. Så er man nødt til at være lidt – ikke hård – men man er nødt til at kunne klare lidt, siger Josephine Højbjerg.

Tinka og Kongespillet
Foto: Per Arnesen, TV 2

Selvom der er langt fra Josephine Højbjergs helt almindelige hverdag som gymnasieelev til Tinkas drabelige liv som deltager i en kamp om tronen i Nissernes Rige, så kan Josephine Højbjerg godt genkende noget af sig selv i Tinka.

– Der er helt klart noget af mig selv, som jeg kan se i Tinka. I den første julekalender var det nok det her med at føle sig lidt udstødt, som jeg kunne se mig selv i, og nu er det meget det her med at kæmpe til man når målet. Det kender jeg rigtig meget fra mit eget liv. Jeg giver ikke så let op, siger Josephine Højbjerg.

Tinka og Kongespillet Gallapremiere
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Vil gerne være skuespiller

Selvom Josephine Højbjerg lige er begyndt i gymnasiet og dermed har vagt den sikre vej gennem uddannelsessystemet, så er hendes drøm at leve af at spille skuespil som voksen.

– Jeg tror altid bare, at jeg har elsket at spille skuespil. Nu har jeg lavet det siden jeg var otte år gammel, og jeg er 16 år nu, så jeg har lavet det halvdelen af mit liv. Det ville bare være så mærkeligt, hvis jeg ikke skulle lave skuespil nu. Jeg holder bare så meget af det, siger Josephine Højberg til Juleweb.dk

Se hele interviewet med Josephine Chavaria Højbjerg på YouTube

Søg