Hjalmer har skrevet en sang til Tinka og Kongespillet

TV 2 har besluttet at genbruge Burhan G og Frida Brygmanns sang fra ‘Tinkas Juleeventyr’ i introen til den nye julekalender ‘Tinka og Kongespillet’.

Til gengæld har Hjalmer skrevet en ny sang specifikt til ‘Tinka og Kongespillet’, der kommer til at blive spillet i slutningen af hvert afsnit under rulleteksterne.

Sangen hedder ‘Kongespil’ og kan fra i dag, den 1. november, høres på blandt andet Spotify, YouTube og iTunes.

Foto: Per Arnesen, TV 2

Kongen er ikke vendt hjem

I ‘Tinka og Kongespillet’ er kongen ikke vendt hjem fra sin rejse rundt i nissernes rige. Derfor skal der findes en ny konge via et såkaldt ‘kongespil’. En kandidat fra hver af de fire regioner i nisseriget skal kæmpe mod hinanden om retten til tronen. 

For at bevise sit værd og redde riget lykkes det Tinka at sikre sig en af de fire pladser i Kongespillet. Men stærke kræfter forsøger at standse hende.

Ikke alene ønsker hver af de tre øvrige kongsemner at splitte nissernes rige. I Ensomhedens Tårn sidder Prins Fileas og planlægger hvordan han –  sammen med sin trofaste general Ingi – kan overtage tronen.

Far sagde nej til julekalender

Hjalmer er søn af Kim Larsen, og det er ikke første gang, at Larsen-familien har været involveret i et julekalenderprojekt til TV 2.

I 1998 var det nemlig meningen, at Kim Larsen skulle have skrevet sangene til ‘Brødrene Mortensens Jul’ og spillet rollen som gadesangeren Rudolf.

Han sprang dog fra i begyndelsen af projektet, fordi ‘Fætter BR’ skulle være sponsor på julekalenderen, og Flemming ‘Bamse’ Jørgensen fik derfor opgaven i stedet.