Verdens største julefestival kommer til Fyn

Foto: Glow Gardens

Som det første sted i Europa kommer den store canadiske julefestival ‘Glow’ i år til Odense. ‘Glow’ kalder sig selv verdens største indendørs juleevent.

6.000 kvadratmeter bliver forvandlet til et kæmpe juleeventyr med over en million lys, kunstig sne, madboder og live-underholdning.

‘Glow’ er et typisk nordamerikansk julemarked, hvor alting bare er lidt større. Man kommer blandt andet til at kunne besøge julemandens værksted, en fortryllet skov og et kæmpe eventyrslot med tusindvis af blinkede lys.

– Glow er magi, nærvær og eventyrlige vinteroplevelser for hele familien. Her kan børnene lege, sanse og opleve, mens de voksne går på opdagelse i vores traditionelle julemarked med blandt andet food trucks, brugskunst og fynske lækkerier, siger Sanne Brigsted, der er eventmanager i ‘Glow Odense’.

Foto: Glow Gardens

Begyndte i Canada

Glow’s første event var i Vancouver i Canada i 2017. I år bliver der arrangeret festivaler i seks forskellige canadiske byer, to byer i USA og én i Danmark.

Det forventes, at over en million mennesker vil besøge et af de ni markeder verden over i løbet af november og december 2019.

– Vi er glade for at byde en ny spændende partner indenfor i folden. ‘Glow Odense’ har helt sikkert et potentiale for tiltrækning af turister på skæve tidspunkter i vintersæsonen og er blandt andet i kraft af sine åbningstider et stærkt supplement til klyngen, siger Rasmus Hessum Hansen, der er chef for Destination Fyn.

Søg