Ny bog om historien bag The Julekalender

The Julekalender Book

Selvom det er 27 år siden, at ‘The Julekalender’ blev optaget på en gård i den lille by Hørning udenfor Aarhus, så er den stadig meget populær. I år bliver julekalenderen sendt på tv for tiende gang.

‘The Julekalender’ var resultatet af et samarbejde mellem trioen De Nattergale og tv-producenten Hans-Erik Saks.

Nu har Hans-Erik Saks skrevet en bog, der for første gang nogensinde fortæller hele historien om hvordan ‘The Julekalender’ blev til, og om hvordan den også var tæt på slet ikke at blive til noget.

– Det er noget, jeg har haft lyst til i mange år, men jeg er altid endt med at tænke: ‘Nej, det er kun for fagfolk’. Men efter at julekalenderen for nogle år siden kom på museum, og jeg er blevet kontaktet af mange, som godt kunne tænke sig at høre mere om den, så besluttede jeg mig sidste år for at lave en lille test, fortæller Hans-Erik Saks til Juleweb.dk

I december oprettede han en gruppe på Facebook, hvor han hver dag lagde et nyt kapital op med hans egen fortælling om tilblivelsen af ‘The Julekalender’. Det er dén historie, der nu udkommer som bog.

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Kamp at finde pengene

Ideen til ‘The Julekalender’ opstod efter at Hans-Erik Saks i 1990 havde deltaget i et møde på TV 2, hvor stationen havde efterspurgt ideer til en julekalender for voksne.

– Jeg tænkte, at det var da lige noget for os. Jeg havde en sejlbåd, som vi tog ud på for at brainstorme, fortæller Hans-Erik Saks.

Julekalenderen, der i første omgang fik arbejdstitlen ‘Den Store Klogebog’, faldt dog ikke i god jord hos cheferne på TV 2. De ville ikke være med til at lave den.

Hans-Erik Saks fik dog overbevist stationen om, at hvis han kunne finde en sponsor, der ville betale halvdelen af produktionsomkostningerne, så ville TV 2 betale den anden halvdel.

– Jeg tror, at mange folk vil blive overrasket over, hvor stor en kamp det var, at få den finansieret. Det var et mirakel, at det overhovedet lykkedes, siger han.

Hans-Erik Saks

Dansk tv-historie

Efter at ‘The Julekalender’ havde taget Danmark med storm blev den også lavet i en norsk og en finsk version. En svensk version var også under udvikling, men hvorfor den aldrig blev til noget, kan man læse om i den nye bog.

Hans-Erik Saks er meget beæret over, at ‘The Julekalender’ i dag har fået en ganske særlig plads i den danske tv-historie. Noget, som han og De Nattergale bestemt ikke havde forudset, da de skrev og optog den for 27 år siden.

– Vi var da glade for, at folk kunne lide den. Vi regnede med, at det nok ville flade ud, når der var gået noget tid, og så var det dét. Men det er jo glædeligt, at der er nogle, der stadig gerne vil høre om julekalenderen her 27 år efter, siger han til Juleweb.dk

Hans-Erik Saks har lagt en mini-dokumentar på YouTube, der fortæller lidt af det, som man også kan læse om i bogen.

Søg