Kendte trolde på årets julemærker

Julemærket 2018
Illustration: Peter Madsen, Julemærkefonden

Paja, Pajko, mor Æna, far Wrisil og alle de andre trolde fra bogserien ‘Troldeliv’ har indtaget årets julemærker.

Kunstneren bag mærkerne er nemlig tegner og forfatter Peter Madsen, der har skrevet og illustreret de populære børnebøger sammen med sin kone Sissel Bøe.

– Det er en stor udfordring at tegne årets julemærke. Et billede, der både skal fungere som samlet illustration og samtidig som 50 individuelle småbilleder er ikke noget, man klasker ned på en eftermiddag. Men først og fremmest er det en stor ære at få lov til at tegne årets julemærker. Julemærkefonden gør et stort og vigtigt stykke arbejde, siger Peter Madsen.

Udover ‘Troldeliv’ har Peter Madsen også lavet tegneserien ‘Valhalla’, der handler om de gamle nordiske guder.

Julemærket 2018 Peter Madsen og Kronprinsesse Mary
Foto: Henrik Petit, Julemærkefonden

Børn lærer at se positivt på sig selv

Årets julemærker blev præsenteret på Københavns Rådhus af Peter Madsen og Kronprinsesse Mary. Kronprinsessen er nemlig protektor for Julemærkefonden.

Pengene fra salget af mærkerne går som altid til at støtte de fem danske julemærkehjem, hvor ca. 1.000 ensomme, isolerede eller overvægtige børn hvert år får ophold og bliver hjulpet til et bedre liv.

Julemærkehjemmene gør en stor forskel. 73 % af de børn, der kommer på et julemærkehjem, svarer inden deres ophold, at de ikke mener, at de dur. Et år efter opholdet er tallet faldet til 36 %.

Julemærket 2018 Ida Alberte Kubel og Konprinsesse Mary
Foto: Henrik Petit, Julemærkefonden

– På Julemærkehjemmene arbejder vi med at gå på opdagelse i børnenes selvfortælling. Vi prøver så at sige at forstyrre den lidt, så det enkelte barn får øje på nye og mere positive sider af sig selv – er det for eksempel altid ALLE, der griner, når du siger noget? Er der aldrig nogen, der IKKE griner?, siger Søren Ravn Jensen, der er direktør for Julemærkefonden:

– En mere nuanceret og positiv selvfortælling styrker barnets følelse af velvære, glæde og trivsel og giver det overskud til at handle. Derfor arbejder vi også med at give barnet redskaber til at fastholde de nye, positive perspektiver efter opholdet på Julemærkehjem.

Søg